Det siger politikerne om CPR-lækket

Politikerne er ikke enige om, hvordan man skal reagere på CPR-lækket.

Karina Lorentzen Dehnhardt fra SF mener, at det ansvarlige ministerium skal oplyse de berørte om de mulige konsekvenser af CPR-lækket. (© DR)

900.000 CPR-numre er ved et uheld blevet lagt på internettet af CPR-kontoret, og blandt de danske politikere er der bred enighed om, at det er noget skidt. Men løsningsforslagene er meget forskellige.

SF's retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt, mener, at Økonomi- og Indenrigsministeriet skal kontakte de danskere, der er berørt af lækket. CPR-kontoret hører nemlig under ministeriet.

- Jeg vil kraftigt opfordre til, at ministeriet underretter de pågældende, som er blevet berørt, med en vejledning om, hvad det har af betydning for den enkelte, siger hun til Ritzau.

EL: Afskaf CPR-nummeret

Enhedslistens rets- og socialordfører, Pernille Skipper, tager skridtet videre og vil have CPR-nummeret afskaffet som identifikationsform. Hun vil desuden kalde økonomi- og indenrigsminister Magrethe Vestager i samråd.

- Det viser, at CPR-nummeret er for usikkert at bruge som identifikation alene. Der er for nemt at stjæle, siger hun til DR Nyheder.

Derfor mener hun, at CPR-nummeret skal afskaffes som identifikationsform.

- Det er ikke godt nok, at man kan få nyt CPR-nummer, når det drejer sig om 900.000 mennesker, siger hun.

V: Systemet skal tages til revision

Venstres it-ordfører, Michael Aastrup Jensen, er ikke villig til at gå så langt, men han mener, at CPR-nummerets fremtid skal diskuteres.

- CPR-numre kan i sig selv bruges til alt for mange ting, og derfor nytter det ikke noget, at sikkerheden er så dårlig, at vi ser sager på sager, hvor danskernes CPR-numre bliver lagt frem. Sikkerheden omkring CPR-systemet er åbenbart så hullet, at nu må vi standse op og tage CPR-systemet op til revision, siger han til Ritzau.

Ministeren er på ferie

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager holder ferie og har ikke været tilgængelig for kommentarer, oplyser ministerens særlige rådgiver til Ritzau. Ministeren henviser i stedet til CPR-kontoret.

Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, mener der bør være et efterspil på bommerten, men hun kan ikke umiddelbart se noget alternativ til CPR-nummeret.

- Det må ikke ske, slet ikke i et ministerium. Det er for dårligt, det kan der ikke være to meninger om, og jeg er ikke i tvivl om, at der kommer til at være et efterspil, siger hun.

K: Uvildig undersøgelse

De Konservatives arbejdsmarkedsordfører, Mai Mercado, kræver på Twitter en uvildig undersøgelse af onsdagens CPR-læk fra offentlig myndighed.

- Hver 6. danskers CPR-nummer er blevet lækket. Nu må Magrethe Vestager lave en uvildig undersøgelse af forløbet og sikre bedre datasikkerhed, skriver hun.

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter