Det skal være slut med engangsplastik

Et forbud mod blandt andet tallerkener, bestik og sugerør af engangsplastik er på vej.

Det skal være slut med at spise med sådan nogle her. (Foto: © Kristian Djurhuus, Scanpix)

Europa-Parlamentet har onsdag eftermiddag stemt for at forbyde blandt andet tallerkener, bestik, sugerør og vatpinde af engangsplastik.

Det sker for at mindske forureningen af verdenshavene. Aftalen om forbuddet, der blev vedtaget med et overvældende flertal, blev allerede uformelt indgået mellem medlemslandene, EU-Kommissionen og parlamentet sidste år.

Men med det samlede parlamentets godkendelse kan forbuddet nu træde i kraft. Det ventes at blive implementeret fra 2021.

Det er ikke kun tallerkener, bestik, sugerør og vatpinde af plastik, der bliver forbudt. Også ballonholdere af plastik er omfattet af forbuddet.

Slut med sjov og ballade

I debatten inden afstemningen rokkede netop balloner ved nogle af parlamentarikernes følelser.

- Vi skal være innovative, men vi skal jo ikke tage det sjove fra folk. Det er ude af proportioner. Vi skal ikke sidde her i parlamentet og sige, at nu er det slut med sjov og ballade, lød det fra tyske Peter Liese.

Med loven har man også sat et mål om, at 90 procent af alle plastikflasker bliver indsamlet til genbrug inden 2029.

/ritzau/