Det ulmer hos De Konservative efter et dårligt valg

Det er tid til en grundig evaluering af valgkampen efter De Konservatives dårlige valgresultat.

På valgaftenen var der ingen tvivl hos Pape - han vil fortsætte som formand. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

I slutningen af august, inden valgkampen officielt blev skudt i gang, så De Konservative og deres formand, Søren Pape Poulsen, ud til at få et strålende valg.

Pape havde netop meldt sig som statsministerkandidat, og partiet stod til at blive mere end fordoblet.

Men sådan skulle det ikke gå.

Efter valgresultatet lå fast, var De Konservative gået to mandater tilbage i forhold til sidste valg - fra 12 til 10 mandater.

Og allerede dagen efter valget var den tidligere sundhedsminister for De Konservative Jakob Axel Nielsen, der stillede op til Folketinget uden at komme ind, kritisk over for partiets valgkampagne og særligt håndteringen af de personsager, der havde været om Pape.

- Søren standsede en blødning i partiet, og han fordoblede det ved sidste valg, men selvfølgelig har der været begået fejl, sagde han i Valgmorgen på DR1.

- Sagerne har åbenlyst ikke været håndteret korrekt, fordi de har fået lov til at fylde så meget, at vi ikke har diskuteret så meget politik, som vi gerne ville. Hermed har jeg ikke sagt, hvem der er skyld i det. Det vil jeg ikke sige på tv. Men de skulle have været lagt ned.

I Deadline sagde det genvalgte folketingsmedlem Rasmus Jarlov også, at den fejlslagne valgkamp skyldtes, at de ikke havde snakket nok om deres egen politik.

- Når man taber så meget, så har valgkampen ikke været en succes.

Samme pointe havde han aftenen inden i Debatten på DR2.

Du har sagt, at I har ført en dårlig valgkamp?

- Det har vi da også. Det er da tydeligt. Det villa da være Komiske Ali at sige noget andet.

Selv valgresultatet ikke var noget at juble over, så blev Søren Pape alligevel modtaget med stor jubel til valgfesten. (Foto: © Emil Helms, Ritzau Scanpix)

Kritiske røster

Den tidligere formand Per Stig Møller har også udtalt til Politiken, at der er grund til at "analysere hele situationen, også formandssituationen".

- Det kan godt være, at man skal skifte formand efter den nedtur. Men man skal også lige tænke på, hvad der så kommer i stedet for. Vi skal jo ikke flække partiet, har han sagt til Politiken.

Og her noget tid efter valget fortsætter det med at pible frem med kritiske røster fra baglandet, der mener, at valgkampen har været håndteret dårligt.

Så sent som i dag har Berlingske kunnet fortælle, at der i flere lag af partiet breder sig en kritik af håndtering af valgkampen - og i nogle tilfælde også formanden.

En af de meget kritiske røster er Dorthe Schmittroth Madsen, der stillede op til Folketinget i Syddanmark uden at komme ind.

Hun mener, at pilen peger på Pape.

- Når man mister så meget opbakning ude i befolkningen, så er det et vink med en vognstang om, at man bør tage det ansvar og gå af, uddyber hun til DR.

'Træk piben ind og vær loyal'

Dorthe Schmittroth Madsen mener, at det er tid til at kigge indad, og at der er flere, der er bekymret for partiet.

- Pape er vores talerør udadtil. Han har en organisation bag sig, og der er noget der, som ikke har fungeret, som det skulle. Hvis vi skal løfte partiet, og det skal være et folkeparti, så bliver vi nødt til at se på, om han er den rigtige formand til at gøre det, siger hun.

De Konservatives borgmester i Vejen Kommune, Frank Schmidt-Hansen, har fortsat tillid til Søren Pape Poulsen som formand. (Foto: © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix, Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

Men det er ikke alle, der er lige så kritiske over for Pape.

Flere af dem, DR har talt med i dag, har sagt, at de fortsat bakker op om Pape, men at der skal laves en grundig evaluering på baggrund af den måde, valgkampen blev ført på.

En af dem er Frank Schmidt-Hansen, der er De Konservatives borgmester i Vejen Kommune.

Han giver ikke meget for Schmittroth Madsens kritik.

- Dorthe skulle tage at stikke piben ind og være loyal over for partiet. Hun havde håbet på, at hun kunne komme ind båret på vingerne af Pape. Så det her handler om, at hun har fået et elendigt personligt valg, siger han.

Schmidt-Hansen mener ligesom langt de fleste, DR har talt med, at evalueringen skal tages internt i partiet og ikke i medierne.

DR har spurgt flere af medlemmerne i De Konservatives folketingsgruppe om, hvad de mener, grunden er til det dårlige valg, og hvad der skal ske nu.

Ingen af dem har ønsket at kommentere. Heller ikke om Pape er den rigtige mand til at sidde for bordenden.

I en intern mail til medlemmerne, som Berlingske har viderebragt i dag, tager Søren Pape Poulsen ansvaret på sig.

- Vi havde en drøm, som vi troede kunne blive indfriet. Den drøm er bristet. Forklaring på det er flere. Men det er mit ansvar, skriver han.

Han skriver, at en evaluering ikke kan laves på mavefornemmelser i løbet af en formiddag, men kræver grundigt arbejde og ekstern bistand.

Den 26. november mødes den konservative hovedbetyrelse for at evaluere valget.

De Konservative er endu ikke vendt tilbage på DR Nyheders henvendelse.