DF: Alle flygtninge på besøg i hjemland mister opholdstilladelse

I det sekund en flygtning tager på ferie i sit hjemland, skal opholdstilladelsen inddrages, mener Dansk Folkeparti.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) forhandler i dag videre med de borgerlige partier om en række udlændingestramninger. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Hvis man har fået asyl i Danmark, men rejser på besøg i det land, man er flygtet fra, så ryger ens opholdstillladelse med sikkerhed.

Det forslag tager Dansk Folkeparti med til dagens forhandlinger om en række udlændingestramninger hos integrationsminister Inger Støjberg (V).

- Det er dybt problematisk og urimeligt, at udlændinge, som påstår, at de er flygtet fra et bestemt land, alligevel tager på ferie der. Hvis man kan det, er der ingen grund til, at man har en opholdstilladelse i Danmark, siger integrationsordfører Martin Henriksen (DF).

Der er allerede i lovgivningen mulighed for at fratage opholdstilladelsen, hvis myndighederne finder ud af, at en flygtning har været tilbage i det land, personen flygtede fra.

I dag er det en vurderingssag med mulighed for at fratage opholdstilladelsen. Den lovgivning skal ifølge Martin Henriksen gøres mere skarp, så det ikke længere er en vurdering, men en klar lov, at man mister opholdstilladsen.

Der har været eksempler på, at Udlændingestyrelsen har inddraget opholdstilladelser fra flygtninge, der er rejst på ferie i hjemlandet, men den afgørelse er senere blevet omstødt af Flygtningenævnet.

- Vi vil finde nogle metoder til at stramme op over for Flygtningenævnet, så de forstår, at når man rejser på ferie i sit hjemland, så skal man ikke ind og vurdere, om man alligevel godt kan være der, siger Martin Henriksen.

V: Vi skal have strammet op

Integrationsminister Inger Støjberg (V) er på forhånd positiv over for Dansk Folkepartis forslag.

- Det har længe været en torn i øjet på mig, at se flygtninge rejse tilbage til deres hjemland, for eksempel på ferie. Så det her skal vi have strammet op på, siger Støjberg, der vil lade det være op til forhandling, hvordan en sådan stramning konkret skal udformes.

De konservatives integrationsordfører, Naser Khader, er også umiddelbart positiv over for forslaget, men vil heller ikke lægge sig fast på karakteren af konsekvensen før dagens forhandlinger.

- Hvis man flygter fra et sted, virker det mistænkeligt, at man rejser på ferie samme sted kort tid efter. Så må der være noget galt. Men har man været her i mange år og tager ned for at undersøge mulighederne for at vende tilbage og blive der, er det legitimt, siger han.

Forhandlingerne om udlændingestramningerne begynder klokken 13.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1058237820893408

Facebook
Twitter