DF beder minister indkalde partier bag ghettopakke: 'Kriminelle skal ikke have gaveregn'

Det sker, efter at Odense Kommune har tilbudt gratis flyttehjælp til kriminelle.

Ender de fire nævnte områder i Odense med at komme på listen over 'hård' ghetto, venter en trecifret millionregning i omdannelsesomkostninger. Foto: Trine Rødkær

Dansk Folkeparti vil bede boligminister Kaare Dybvad (S) indkalde alle partier, der var med til at vedtage ghettopakken i 2018.

Det sker, efter at Odense Kommune har tilbudt kriminelle gratis flyttehjælp, hjælp til husleje og 15.000 kroner i hånden for at flytte fra områder, der er i fare for at blive kategoriseret som 'hård ghetto'.

- Formålet med at lave ghettopakken var at forhindre ghettoer og forhindre den massive kriminalitet, der er dér, hvor mange indvandrere er samlet samme sted. Det var bestemt ikke vores formål, at der skulle være en gaveregn ned over de kriminelle, siger DF's boligordfører Mette Hjermind Dencker.

Det er Odense Kommune og tre boligselskaber, der er gået sammen om tilbuddet til dømte kriminelle.

- Når de (Odense Kommune og boligselskaberne, red.) udnytter ghettopakken på den her måde, er der behov for at partierne bag ghettopakken - bag forliget - sætter os sammen og drøfter, hvad vi kan gøre for at forhindre den slags.

Venstres boligordfører Heidi Bank er bekymret for, at man blot flytter problemerne til andre boligområder, hvis man flytter de dømte kriminelle.

Derfor kalder hun situationen ærgerlig og bakker op om Dansk Folkepartis opfordring til ministeren.

- Jeg synes, der er brug for en grundig drøftelse af det her, når vi ser en kommune, der laver de her opslag i opgangene.

Opslaget, hun tænker på, er de sedler, som blev hængt op hen over weekenden i områderne Riisingparken, Påskeløkken, Smedeløkken og Solbakken i Odense.

Områder skal rives ned

Odense Kommune og boligselskaberne ønsker at hjælpe dømte personer ud af boligområderne. Derved håber de på, at de ikke at komme på listen over 'hårde' ghettoområder.

- Grunden til, at vi tager den her beslutning nu, er, at vi har så kort tid til at reagere, siger beskæftigelses- og socialrådmand i Odense Kommune, Brian Dybro.

Det er 1. december, at årets endelige opgørelse over 'hårde' ghettoer skal laves. Bliver et område kategoriseret som hårdt, skal 60 procent af boligområdet omdannes, sælges eller rives ned. Det besluttede forligskredsen bag ghettopakken.

Et område kategoriseres som hårdt, hvis området fire år i træk har en beboersammensætning, hvor mange er uden for arbejdsmarkedet, hvor mange har en dom og hvor over halvdelen er indvandrer eller efterkommer. Og de berørte områder i Odense har hørt under definitionen 'hård' i tre år nu.

'Kommunen har svigtet'

I stedet for at give økonomisk hjælp til de kriminelle fra de berørte boligområder, mener Mette Hjermind Dencker, at Odense Kommune burde have trådt til inden personerne blev dømte kriminelle.

- Kommunen har svigtet på socialområdet ved ikke at hjælpe personer, der er på vej ud i kriminalitet. Og så er det ærgerligt, at man - lige inden det kan blive rigtig alvorligt med ghettopakken - i stedet for at løse problemet så bare går ind og belønner de kriminelle, siger hun.

Den kritik afviser beskæftigelses- og socialrådmand, Brian Dybro.

- Det er for let at stå på Christiansborg og komme med den kritik. Det er et samlet byråd - inklusiv DF - der går ind for det her, siger han.

Han gør opmærksom på, at der i længere tid er gjort en ekstra indsat for at hjælpe de udsatte beboere i området. Særligt med uddannelse og beskæftigelse.

Blandt andet har kommunen banket på dørene hos nogle af de udenlandske beboere og forsøgt at hjælpe dem med at få deres eventuelle udenlandske uddannelser godkendt. Uddannelsesniveau er nemlig et krav i ghettopakken.

Derudover er et firma kaldt ind for at assistere ledige med at komme i arbejde.

Ole Birk Olesen (LA), der var boligminister, da ghettopakken blev vedtaget, har 'ikke noget skarpt synspunkt' til sagen her, skriver han i en SMS til DR Nyheder.

Nuværende boligminister Kaare Dybvad har ikke nogen kommentar til Dansk Folkeparti, der beder ham indkalde partierne bag ghettopakken.