DF betaler EU-penge tilbage for Bruxelles-tur, medietræning og valgannonce

EU's skatteydere bør ikke betale for Bruxelles-tur til frivillige DF-hjælpere, mener DF nu.

Formand for DF's gruppe i Europa-Parlamentet, Anders Vistisen. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Dansk Folkeparti betaler nu støttekroner tilbage til EU, der for eksempel er blevet brugt på en bustur til Bruxelles.

Med på turen var danske frivillige, der hjalp Anders Vistisen under valgkampen til EU-parlamentet i 2014.

Det oplyser Anders Vistisen, der er formand for Dansk Folkepartis gruppe i Europa-Parlamentet, til TV2 News.

- Vi synes ikke længere, at det skal være sådan, at nogen, der har arbejdet frivilligt for Dansk Folkeparti i en valgkamp, skal have en bustur betalt af EU-skatteyderne, siger Anders Vistisen, der i dag ikke har ønsket at tale med DR.

Medietræning på EU's regning

Støttekronerne, der nu bliver betalt tilbage, er desuden gået til en DF-valgannonce i Metroxpress og til at medietræne Anders Vistisen og Morten Messerschmidt.

I et internt dokument, som DR er i besiddelse af, fremgår det, at medietræningen fandt sted i december 2014.

- Vi fik oplyst, og det er blevet godkendt, at man sådan set godt må lave den her form for træning i regi af de europæiske partier. Men hvis man spørger danskerne, så er vi først og fremmest medlemmer af Dansk Folkeparti. Og derfor er det kun rimeligt, at vi betaler tilbage, siger Anders Vistisen til TV2 News.

Fremlægger beløb for EU mandag

Som gruppeformand for Dansk Folkeparti i EU er Anders Vistisen i gang med at gennemgå alle dokumenter fra 2012 til 2015 for at finde ud af, hvor mange penge til DF, der skal betales tilbage til EU.

Endnu vil han ikke sætte et endeligt beløb på, men vil på mandag fremlægge en samlet redegørelse for Europa-Parlamentet.

- Jeg vurderer det ud fra, om det er en udgift, som vi mener, at vi politisk set kan forsvare over for danskerne. Eller om det er en udgift, der på den ene eller anden måde kan ses som en urimelig støtte til DF’s politiske aktivitet. Hvis det er det, betaler vi pengene tilbage, forklarer han TV" News.

Støtte til sommergruppemøder

Tilbagebetalingerne sker, efter at den EU-skeptiske alliance MELD, som Morten Messerschmidt var formand for, fik 200.000 kroner i støtte til at afholde EU-seminarer.

Men flere eksperter vurderer, at midlerne tilsyneladende er brugt i forbindelse med sommergruppemøderne, hvor EU kun fyldte en del af programmet.

Selvom Dansk Folkeparti nu betaler penge tilbage til EU afviser partiet svindel, og man vil stadig ikke lægge bilagene frem.

Facebook
Twitter