DF efter nye oplysninger fra fødevareministeren: Jeg tror ikke, at vi har fået alt frem i lyset

Dansk Folkeparti vil på deres gruppemøde senere i dag diskutere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsens fremtid.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) kendte til flere forslag, hvis formål var at bekæmpe de såkaldte fiskekvotekonger, end dem, han har givet videre til Folketinget.

Det understreger en redegørelse fra Fødevareministeriet, som blev sendt ud til Folketingets partier i aftes.

Netop det faktum, at Esben Lunde Larsen ikke lagde alle oplysninger frem under det hasteindkaldte samråd i fredags, er meget alvorligt, mener fiskeriordfører Ib Poulsen fra Dansk Folkeparti.

- Det var en klokkeklar tilståelsessag efter samrådet, og nu tilstår han så, at han yderligere har kendt til et par punkter, som han skulle have informeret os om under forløbet, siger han til DR Nyheder.

Senere i dag skal DF's folketingsgruppe diskutere Esben Lunde Larsens fremtid og om de har tillid til ham på et gruppemøde. Ib Poulsen tror dog ikke, at ministeren med de nyeste indrømmelser nu har lagt alt frem.

- Jeg står med en følelse af, at jeg ikke har fået alt at vide endnu. Den følelse havde jeg også i fredags. Og indtil nu har jeg haft ret i min følelse af, at alt ikke er kommet frem, siger Ib Poulsen.

DF's støtte endnu uvis

I redegørelsen erkender ministeren blandt andet, at det havde været "hensigtsmæssigt", hvis flere forslag til bekæmpelse af de såkaldte kvotekonger var blevet fremlagt for partierne.

Fødevareministeren er i den seneste uge blevet beskyldt for at lyve og tilbageholde oplysninger overfor Folketingets partier.

Sagen har udviklet sig til et alvorligt problem for Esben Lunde Larsen, da regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, i disse dage overvejer, om de fortsat kan have tillid til ministeren.

Det skyldes, at Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen, på vegne af Folketingets partier flere gange både mundtligt og skriftligt har efterspurgt konkrete forslag fra embedsværket i Fødevareministeriet til bekæmpelse af de såkaldte kvotekonger, der opkøber fiskekvoter af små fiskere.

Partierne uden om regeringen har ikke været tilfredse med Esben Lunde Larsens svar, og Ib Poulsen har beskyldt Esben Lunde Larsen for at tilbageholde oplysninger og for at kende til flere måder at bekæmpe kvotekongerne på, end han hidtil har oplyst.

Om regeringens støtteparti stadigvæk har tillid til Esben Lunde Larsen, vil Ib Poulsen dog ikke ud med på nuværende tidspunkt.

- Jeg har tænkt meget over det de seneste par dage, men min konklusion holder jeg for mig selv, indtil vi har snakket om det på vores gruppemøde, siger han.

- Læg alle kort på bordet

Simon Kollerup, fiskeriordfører hos Socialdemokratiet, opfordrer Esben Lunde Larsen til en gang for alle at lægge alle kortene på bordet.

- Det kan ikke nytte noget, at oplysningerne kommer dryppende i takt med, at vi skal hive det ud af ministeren i det ene spørgsmål efter det andet, som vi sender fra Folketinget. Så ministeren må lægge alle kort på bordet, så vi kan få alt det frem, som muligvis ikke har været fremme endnu, siger han.

I redegørelsen fremgår det, at Esben Lunde Larsen ifølge ministeriet var "upræcis" med sin gengivelse af, om han videregav to eller tre anbefalinger til bekæmpelse af kvotekonger på et møde mellem Esben Lunde Larsen og fiskeriordførerne fra partierne i blå blok.

Ifølge Enhedslistens demokratiordfører, Maria Gjerding, er ministerens ageren "ikke et demokrati værdigt".

- Det er op til Dansk Folkeparti, hvad konsekvensen skal være, at en minister udviser disrespekt over for dem som støtteparti og over for demokratiet, siger hun til Ritzau.

Facebook
Twitter