DF: Et valg nu passer glimrende

Dansk Folkeparti mener, at statsministeren bør udskrive valg snarest. Ellers kommer der ikke en bred aftale om en kvalitetsreform, lyder det.

Luften trænger til at blive renset, siger Pia Kjærsgaard, der her ses under Folketingets åbningsdebat. (© DR)

Det vil passe Dansk Folkeparti "glimrende", hvis der bliver udskrevet folketingsvalg nu.

Til dagbladet Børsen siger gruppeformand Kristian Thulesen Dahl, at har mistet troen på, at det er muligt at sikre et bredt forlig om en kvalitetsreform før et valg.

Alene valgrygterne betyder, at De Radikale og Socialdemokraterne af strategiske hensyn ikke vil gå ind i realitetsforhandlinger om en aftale, siger han.

Kun bred aftale efter valg

Han tror under ingen omstændigheder, at man når en aftale med S og R om en kvalitetsreform på denne side af et valg.

- Jeg tror, at S og R har bestemt sig for at melde sig ud. De vil ikke være med. De søger bare en undskyldning for at gå ud. Vi får kun en bred aftale om den offentlige sektor, hvis vi tager det efter et valg, siger Kristian Thulesen Dahl.

Partiets formand, Pia Kjærsgaard, siger til avisen, at "luften trænger til at blive renset", men understreger samtidig, at beslutningen alene ligger hos statsministeren.