DF: Forældre skal betale for uroen

Hvis et barn brænder et klasselokale af, skal forældrene betale erstatning, lyder et nyt foreslag fra Dansk Folkeparti. Venstre og Konservative er enige i forslaget.

Urolighederne har hærget mange steder i landet den seneste uges tid. Blandt andet her i Nivå, hvor en stribe biler blev sat i brand. (Foto: Martin Stampe © Scanpix)

Forældrene skal selv betale erstatning for de skader, deres børn under 18 år forvolder under optøjer som dem, der har hærget mange byer i den seneste uges tid med brændte biler, skoler og vuggestuer.

Det foreslår Dansk Folkeparti som en måde at forhindre nye uroligheder. Vi skal ikke finde os i at unge mennesker vandaliserer vores samfund, siger partiets næstformand Peter Skaarup.

- Det har en økonomisk konsekvens, det de unge mennesker gør. Og vi ved jo fra andre sammenhænge, at hvis man bliver ramt på pengepungen, så kan det også regulere ens adfærd. Og da tror vi på, at det kan være, at forældrene tænker sig lidt mere om i forhold til deres børns opførsel, hvis det koster penge, og man bliver gjort erstatningsansvarlig for de ødelæggelser, som de unge laver, siger han til Radioavisen.

Et symbolsk slag i luften

Men Socialdemokratiets retsordfører Karen Hækkerup synes ikke, at det er en god ide, at forældrene skal betale erstatning.

- Forestiller du dig en familie på overførselsindkomst og som bor til leje, så vil de aldrig nogensinde have mulighed for at afdrage en gæld på hverken 100.000, to millioner eller ti millioner kroner for noget, som deres børn har gjort. Det slukker ikke brandene, og det løser ikke de problemer, der er med integrationen. Det er og bliver et symbolsk slag i luften, der slet ikke hjælper noget som helst i den meget alvorlige situation, vi står i nu og her, siger hun til Radioavisen.

Ifølge Berlingske Tidende støtter regeringspartierne Venstre og De Konservative forslaget fra Dansk Folkeparti.

Facebook
Twitter