DF-formand efter Løkke-møde: Ingen klar respons på min opfordring

Stemningen har været bedre ved møder i Statsministeriet end i dag, siger Kristian Thulesen Dahl.

Indrømmelser på udlændingeområdet kommer til at afgøre, om regeringen og DF kan nå at lave aftaler inden tredjebehandlingen af finanslovsaftalen.

Før eftermiddagens forhandlingsmøde i Statsministeriet kom Kristian Thulesen Dahl med en klar opfordring til regeringen om at "få hold på sig selv".

Men inde ved bordet hos statsministeren blev DF-formanden ikke klogere på, om regeringen har tænkt sig at lytte til ham eller ej.

- Jeg har ikke fået nogen klar respons på min opfordring til at få styr på det her, og at regeringen får hold på sig selv, siger Kristian Thulesen Dahl, der er uforstående over for, at LA-topfolk lader forstå, at de har fået en garanti for, at der skal laves en aftale om skattelettelser inden jul.

Endnu før der fredag aften var sat en underskrift på finanslovsaftalen, skrev Anders Samuelsen ud på Facebook, at "inden 3. behandlingen af finansloven lander vi de største skattelettelser i historien", og Joachim B. Olsen (LA) skrev, at finanslovsaftalen kun bliver, hvis den skatteaftale, som ligger på bordet, falder på plads.

Det har skabt store frustrationer hos Kristian Thulesen Dahl, der mener, at regeringen er i splid med sig selv:

- Vi sidder og forhandler en god finanslov på plads fredag aften, og mens det foregår, siger det ene regeringsparti selv, at de er i tvivl om, om de overhovedet vil stemme for en aftale, når den kommer i folketingssalen. Det er et højst ejendommeligt forløb, sagde DF-formanden inden mødet med Løkke.

Trykket stemning

Kristian Thulesen Dahl beskriver et møde i Statsministeriet med en "trykket stemning".

- Jeg har været til møder i Statsministeriet, hvor stemningen har været bedre end i dag. Det bliver lidt en klemt situation selvfølgelig, lidt en trykket stemning, siger han om mødet, der varede under to timer:

- Vi havde en kort, men god drøftelse om udlændingeområdet, og jeg fik nogle papirer, som vi havde efterlyst i sidste uge, og de bliver baggrund for nye drøftelser, siger DF-formanden, der har som krav til forhandlingerne, at flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus sendes hurtigere tilbage til deres hjemland, og at familiesammenføring ikke sker i Danmark.

Hvor stor aftalen om skattelettelser ender med at blive, handler meget om, hvad det lykkes regeringen at tilbyde Dansk Folkeparti af udlændingestramninger.

- De indrømmelser kommer til at afgøre, om vi kan nå at lave aftaler inden tredjebehandlingen, siger Kristian Thulesen Dahl, der dog forudser, at det bliver svært at lande en aftale før jul:

- Jeg tror, det bliver meget svært, men vi vil ikke sige, at det er en umulighed. Vi forhandler, og så ser vi, hvilke indrømmelser vi får lagt på bordet, siger DF-formanden.

Han oplyser, at regeringen har ønsket, at der nu skal foregå forhandlinger i Finansministeriet om skattereformen, og at der samtidig er forhandlinger i Udlændinge- og Integrationsministeriet om udlændinge.

- De møder deltager vi selvfølgelig i over de kommende dage, og så samler vi op senere på ugen i Statsministeriet, siger Kristian Thulesen Dahl.

Ifølge Liberal Alliances økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, er forhandlerne nu "vendt tilbage til at tale politik".

- Det bekræfter bare, at der er mulighed for at lave aftaler inden jul. Det er der både i forhold til en aftale om lavere skat og en aftale om udlændingepolitik, siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Han vil ikke forholde sig til, om han fastholder sin trussel om ikke stemme for finansloven, hvis der ikke er en aftale om en skattereform.

Facebook
Twitter