DF-formand: Søren Espersen bør ikke politianmelde Feld-sagen

Dansk Folkeparti vil ikke undersøge, hvem der har gjort Søren Espersen til vicepræsident i Feld, siger Kristian Thulesen Dahl.

Dansk Folkeparti vil gerne betale en million EU-støttekroner tilbage til EU, som ikke umiddelbart vil tage imod pengene. Det forstår partiformand Kristian Thulesen Dahl ikke, siger han i dag.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, vil ikke tage initiativ til at undersøge, hvem der har opført partiets næstformand, Søren Espersen, som vicepræsident i den europæiske fond Feld.

Det siger formanden på vej ind til et gruppemøde med partiets folketingsmedlemmer, hvor sagen om Dansk Folkepartis håndtering af EU-støttekroner til det europæiske parti Meld og fonden Feld er på dagsordenen.

Undrer du dig personligt over, hvem der har brugt Søren Espersens navn til at gøre ham til vicepræsident i Feld?

- Nu er sagen den, at vi håndterer det økonomiske mellemværende. Vi rydder op i alt det, der handler om økonomi - altså alt økonomisk mellemværende mellem Meld og Feld og Europa-Parlamentet - og stiller pengene til rådighed for Europa-Parlamentet, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Så fortsætter der selvfølgelig nogle undersøgelser i regi af Europa-Parlamentet; om der er nogen, der sidder tilbage med et ansvar. Dem må vi afvente, og så må vi tage konsekvenserne af de vurderinger, der måtte komme, når de er klar med det, siger han.

I øjeblikket undersøger EU's antisvindelkontor Meld og Felds brug af EU-støttekroner.

Thulesen Dahl: Gå ikke til politiet

DF-formanden vil heller ikke opfordre partiets næstformand til at indgive en politianmeldelse af forholdet, selvom Søren Espersen tidligere har udtalt, at han ikke ved, hvem der har skrevet ham på som vicepræsident i den europæiske fond.

Strafferetseksperter mener, at Søren Espersen kan gøres personlig ansvarlig og selv skal betale penge tilbage. Vil du opfordre ham til, at han politianmelder det her forhold?

- Nej, det vil jeg ikke. Jeg vil anbefale, at man lader de mennesker, som har ansvaret for det i Europa-Parlamentet, foretage denne vurdering, og at vi så tager konsekvenserne af det, de måtte nå frem til. Jeg synes, at det er forkert af mig at gå ind med nogle mellemregninger i det, siger han.

Det er Ekstra Bladet, som har afdækket, hvordan DF's næstformand Søren Espersen blev valgt som vicepræsident i Feld i 2012. En fond, der hører sammen med det europæiske parti Meld, der har tæt forbindelse til Dansk Folkeparti.

Espersen: Jeg vidste ikke noget

Først forklarede Søren Espersen, at det var rent proforma, at han stod opført som vicepræsident, og at han ikke har deltaget i møder i fonden Feld.

Senere har han forklaret vicepræsidentposten med, at hans navn var blevet opført på dokumenterne, uden at han vidste det.

- Jeg har på intet tidspunkt vidst, at jeg var medlem af de bestyrelser. Det er lige så overraskende for mig, som for alle andre, forklarede han.

Historierne om Dansk Folkepartis tvivlsomme brug af EU-støttekroner har ført til, at partiet nu vil betale lige under en million EU-støttekroner tilbage til Europa-Parlamentet.

Beløbet dækker over al den EU-støtte, som Dansk Folkeparti har fået gennem Meld og Feld fra 2012 til og med 2015.

Beløbet kommer oveni et beløb på 1,6 millioner kroner, som partiet allerede har betalt tilbage.

Søren Espersen ønskede ikke at udtale sig til pressen om sagen på vej ind til dagens gruppemøde i Dansk Folkepartis folketingsgruppe.

FacebookTwitter