Dansk Folkepartis Hovedbestyrelse har mandag formiddag med øjelikkelig virkning ekskluderet ni lokalpolitikere. Grunden er, at de har været villige til at optage medlemmer, der nærer sympati for nazister.
De ni er otte lokalformænd og en sekretær i en lokalforenings bestyrelse. Blandt de fyrede er også to folketingskandidater.
Kendte partilinien - men brød den
DF's hovedbestyrelse kalder det en skærpende omstændighed, at de ni har kendt partiets linie, der er imod ekstremister, men alligevel bevidst har trodset denne linie ved at råde ansøgere til blot at tie stille med deres aktiviteter og sympatier.
Eksklusionerne er resultatet af interviews i Ekstra Bladet og i TV2. Her udtrykte de ni personer mulighed for, at tidligere og nuværende sympatisører med Dansk Front og nazist-bevægelsen DNSB kunne optages som medlemmer af Dansk Folkeparti
Rystet over de ni
Dansk Folkepartis næstformand Peter Skaarup siger i en kommentar, at han er rystet over de ni's holdning:
- Den slags har vi simpelthen ikke plads til i Dansk Folkeparti. Racistiske, ekstremistiske og udemokratiske synspunkter er i modstrid med alt, hvad der er dansk, og dermed også med Dansk Folkeparti.
De ni, der er fyret
Her er de ekskluderede lokalpolitikere, der har modtaget DF's fyreseddel via en mail mandag formiddag:
Struer-formand Henrik Breumlund, Kerteminde-formand Jens-Christian Stahl, Esbjerg-sekretær Anette Hyldgaard, Tønder-formand Niels Ole Christensen, Vordingborg-formand Poul Just, Haderslev-formand Eli Jæger-Larsen, Frederikshavn-formand Steen Jørgensen, Roskilde-formand Finn O. Larsen og Hjørring-formand Lind Simonsen.
Steen Jørgensen fra Frederikshavn er folketingskandidat og sidder i byrådet. Finn O. Larsen fra Roskilde er ligeledes folketingskandidat og sidder både i byråd og amtsråd.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5328d8716187a21d78e656a5http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5328d8716187a21d78e656a8