DF: Hjemmeværnet skal have lov til at bære våben

Hjemmeværnschef vil gerne kunne bevæbne sine soldater i tilspidsede situationer.

Hjemmeværnsfolk hjælper politiet med opgaver efter angrebet mod Krudttønden i februar sidste år, og nu er kravet, at de må bære tjenestevåben. (Foto: Simon Skipper © Scanpix)

Hjemmeværnet skal kunne bære våben - også ved almindelige bevogtningsopgaver for politiet, mener Dansk Folkeparti.

- Når man står i en uniform, så kan man være et mål for folk, der vil skabe overskrifter. Og så er det jo en tragisk historie, hvis en hjemmeværnsmand ikke kan forsvare sig selv, siger Dansk Folkepartis hjemmeværnsordfører, Jeppe Jakobsen, til DR Nyheder.

Oberst Eigil Schønning, der er chef for Hjemmeværnet på Sjælland, har i Politiken udtrykt bekymring for, at hans folk bliver skydeskive for folk med onde hensigter.

For få måneder siden kunne det være gået galt, siger Eigil Schønning til DR Nyheder.

- Her i starten af september var der et stort flådebesøg i København, og da stod vi ubevæbnede og bevogtede 36 krigsskibe i Københavns Havn.

- Og ubevæbnede stod vi også den nat, hvor en gal gerningsmand skød to betjente på Christiania. Mit store skrækscenarie var, at han var gået den anden vej og gået ned forbi en havn og også havde skudt to hjemmeværnsmænd, siger han.

S: Hvad bliver det næste?

Socialdemokraternes forsvarsordfører Henrik Dam Kristensen synes derimod, det er en dårlig ide med bevæbnede hjemmeværnsfolk i gaderne. Han frygter, at det vil optrappe situationen.

- Er de næste, der så også synes, de skal bære en form for våben så DSB-kontrollørerne eller P-vagterne? Jeg synes, hjemmeværnet gør et flot stykke arbejde, som er uundværlig for vores tryghed, men når vi taler om en så stærk magtanvendelse som at bruge våben, er det politiet, som gør det, siger han.

Det er den konkrete situation, der er afgørende for, om hjemmeværnet må bruge våben, mener chefen for Værnsfælles Kommando, Flemming Lentfer ifølge Politiken.

Regering enig

Regeringen vil ikke bevæbne Hjemmeværnet med tjenestevåben, selvom soldaterne skulle føle sig udsatte, når de deltager i opgaver, som kan betegnes som kritiske situationer.

Det siger Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, til Ritzau.

- Det er en politimæssig opgave at sørge for lov og orden her i landet. Det gælder i særdeleshed opgaver, der indebærer fare af enhver karakter.

- Hvis det er en farefuld opgave, er det ikke en opgave, Hjemmeværnet skal sættes ind på, siger han.

Rigspolitiet har ikke kommenteret sagen.

Facebook
Twitter