DF: Ingen ydelser til indvandrere

Dansk Folkeparti er nu klar med deres krav til dette års finanslov: Indvandrere, der kommer fra lande uden for EU, skal ikke have ret til danske velfærdsydelser.

Kristian Thulesen Dahl er nu klar med årets finanslovskrav. Igen i år handler det om indvandrere. (Foto: Torsten Raagaard)

Man skal betale skat i Danmark i syv år, før man kan få velfærdsydelser i Danmark. Sådan lyder Dansk Folkepartis krav forud for de kommende finanslovsforhandlinger.

- Det mener vi er nødvendigt for at sikre holdbarhed i de offentlige finanser, siger DFs finansordfører, Kristian Thulesen Dahl, til TV Avisen.

Private forsikringer

Ifølge partiet skal kravet gælde alle indvandrere fra lande uden for EU. Og dem, der kommer til landet for at arbejde skal derfor have en privat sygeforsikring, som de eventuelt kan få gennem deres arbejdsgiver. På den måde kan man stadig tiltrække kvalificeret arbejdskraft, mener partiet.

- Det er afgørende, at dem, der kommer til Danmark, de skal yde, før de kan nyde. Det kan man sikre ved at lave et optjeningsprincip, så man først får ret til de ydelser, når man har betalt skat i Danmark i en periode på syv år, siger Kristian Thulesen Dahl.

Dermed er DF klar til at gøre op med det grundlæggende princip om universelle ydelser som gratis lægehjælp, overførselsindkomster eller andre velfærdsydelser.

Regeringens interesse

Og Kristian Thulesen Dahl tror ikke, at regeringen vil afvise DFs krav:

- Regeringen må jo have en interesse i både at få en finanslov for 2011 i hus, men også i at finde svar på de åbenlyse problemer vi har med holdbarheden i den danske økonomi, siger Kristian Thulesen Dahl.

Desuden vil Dansk Folkeparti begrænse EU-borgeres mulighed for at sende overførselsindkomster hjem til familie i andre EU-lande.

Facebook
Twitter