DF klar til at pege på anden statsminister end Løkke

Efter næste valg er det ikke sikkert, at DF peger på Løkke eller en anden Venstrekandidat, siger DF’s gruppeformand.

Ifølge Dansk Folkepartis gruppeformand behøver en statsminister ikke at være fra Venstre. (Foto: NILS MEILVANG © (c) Scanpix)

Dansk Folkeparti er klar til at pege på en anden statsminister efter næste valg end Venstres formand Lars Løkke Rasmussen.

Det siger partiets gruppeformand, Peter Skaarup, til P1 Orientering.

- Det behøver ikke ligge fast på forhånd, hvem der skal være statsminister. Vi har hidtil peget Venstres formand. Men grundlæggende kan det også være en anden.

Peter Skaarup siger, at det ikke nødvendigvis skal være en statsminister fra Venstre, men han vil ikke sige direkte, hvem Dansk Folkeparti har tænkt sig at pege på.

- For os handler det om politikken og at formidle tingene på den rigtige måde til danskerne i stedet for at hage sig fast i, at det skal være den og den person, der er statsminister, siger Dansk Folkepartis gruppeformand.

Men hvem peger I på?

- Det behøver ikke ligge fast på forhånd, hvem der skal være statsminister. Det er ikke det afgørende.

Så I vil gerne gå til valg og sige: Vi vil pege på den statsminister, der vil føre mest af vores politik?

- Ja, siger Peter Skaarup.

Brud med blokpolitik

Udmeldingen kommer efter, at Danske Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, i både Berlingske og Politiken i dag har sagt, at han vil have et opgør med blokpolitikken, og at han ikke nærer store forhåbninger, om at partierne i blå blok kan finde hinanden til efterårets forhandlinger om 2025-planen.

- Det vil ikke være nogen dårlig ting, hvis vi for en gangs skyld kunne lægge den rød blok og den blå til side, siger Peter Skaarup.

Dansk Folkeparti har især mistet troen på 2025-forhandlingerne. fordi Liberal Alliance har truet med at stille et mistillidsvotum til statsministeren, hvis de ikke får en skattelettelse på fem procent på topskatten.

Det kan meget vel betyde, at der kommer et folketingsvalg. Dansk Folkeparti er ikke varme ved idéen om lettelserne på topskatten. Derfor forbereder partiet sig på et sammenbrud i forhandlingerne og dermed på et folketingsvalg.

- Det vi siger her, er ikke, at vi ikke vil pege på Venstre til at have statsministerposten efter et valg. Men vi har altså bare en helt ny situation nu, fordi Liberal Alliance har stillet ultimative krav til, hvordan tingene skal se ud. På den måde ændrer politik sig hele tiden. Så det er for os at se åbent, hvordan tingene kan være efter et valg, siger gruppeformanden.

I stedet for at sætte sin lid til forhandlingerne med de andre partier i blå blok, så håber DF, at Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti kan finde hinanden i et tættere samarbejde, hvor de mindre partier vil have mindre indflydelse, mens de større beslutninger træffes omkring midten af de tre store partier.

- Det er ikke så afgørende for os, hvem der er statsminister i den situation. Hvis de tre partier kan blive enige, så er det for os politikken, det handler om, siger Peter Skaarup.

Facebook
Twitter