DF kræver at få prisen for bandekrig

Hvor meget koster den eskalerende bande- og rockerkrig, spørger Dansk Folkeparti. V mener ikke, at en pris bidrager med noget.

Loyal To Familia er en af de bander, der fylder i rocker- og bandekriminaliteten (arkivfoto). (© Scanpix)

De skyder i gaderne, fylder op i arresthusene, i retssalene og i fængselscellerne, og nu kræver Dansk Folkeparti at få en pris på, hvor meget den eskalerende bande- og rockerkonflikt egentlig koster, skriver Berlingske.

Partiets gruppeformand, Peter Skaarup, mener, at svaret er så vigtigt, at han nu gør det til et "centralt krav" under de nært forestående forhandlinger med regeringen om initiativer, der skal skærpe indsatsen mod rocker- og bandekriminaliteten.

Konkret kræver partiet, at der 'så hurtigt som overhovedet muligt' bliver lavet en beregning over de samlede omkostninger, herunder udgifterne til fængsler, politiressourcer, domstole og sociale ydelser.

Samtidig kræver DF, at der laves systematiske opgørelser over kriminelle helt ned på etnicitet og oprindelsesland - også selv om de har fået dansk statsborgerskab.

Og så vil partiet have henstillet til politiet, at det "dropper enhver politisk korrekthed" og som klart udgangspunkt altid oplyser etnicitet, når de frigiver informationer om eftersøgte.

Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, mener, at politiets tid kunne bruges bedre på at komme med eksakte udspil end at komme med flere regnestykker.

Også S-ordfører Trine Bramsen undrer sig over DF's krav, mens justitsminister Søren Pape Poulsen er 'positiv'.

/ritzau/