DF-krav til Løkke: Tag et opgør med menneskerettighederne

DF vil have revideret menneskerettighedskonvention. LA og K bakker op.

Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, tager endnu et krav med til forhandlingsbordet, når han senere skal mødes med regeringen om udlændingestramninger. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Det er for svært at udvise kriminelle udlændinge samt at stramme reglerne for familiesammenføring, lyder det i dag fra blå bloks største parti, Dansk Folkeparti.

Derfor vil partiet kræve, at regeringen går til forhandlingsbordet i dag og nikker ja til et krav om, at Danmark skal arbejde for at få lavet en revision af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, når vi overtager formandskabet for ministerkomiteen i 2017.

Det skriver Berlingske, og DF’s udlændingeordfører, Martin Henriksen, uddyber forslaget over for DR Nyheder. Han ønsker at ”tilbagerulle kompetencer til medlemslandene”, så det bliver muligt at stramme udlændingepolitikken og udvisningsreglerne yderligere uden at komme på kant med konventionerne.

- Vi synes i Dansk Folkeparti, at det er et problem, at vi har vanskeligt ved at udvise dybt kriminelle udlændinge, fordi de har familie i Danmark. Det skulle de have tænkt over, inden de overtrådte dansk lovgivning.

- Vi synes, det er et problem, at der er grænser for, hvor meget man kan stramme familiesammenføringsreglerne, siger Martin Henriksen.

DF mødes i dag med regeringen, LA, K samt S for at forhandle om en gennemgående opstramning af asyl- og udlændingepolitikken. Både K og LA erklærer sig over for Berlingske enige i, at der er behov for at reformere menneskerettighedskonventionen.

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter