Egentlig havde Pia Kjærsgaard tænkt sig at trække sig lidt tilbage fra forreste række i dansk politik. Måske endda tage sig et par fridage engang imellem. Men de tanker har den 73-årige partistifter og tidligere partiformand lagt på hylden.
- Jeg troede måske, jeg kunne læne mig tilbage og hvile på laurbærrene. Det kan jeg så ikke. Og så går jeg i krig.
Sådan lyder meldingen i dag fra Pia Kjærsgaard, efter en række af hendes partifæller landet over har luftet deres frustrationer over Dansk Folkepartis historiske nedtur fra blå bloks største parti til dalende et-cifrede meningsmålinger.
I en stor rundringning har DR Nyheder talt med over 100 af partiets godt 200 byrådsmedlemmer og spurgt, hvad de ser som årsag til partiets nedtur, hvad der i deres optik skal til for at vende den, og om de har den rette formand til at gøre det.
De fleste bakker op om både formanden og linjen, men en række byrådsmedlemmer lufter åbent kritik af partiformand Kristian Thulesen Dahls mangel på kant og klare meldinger. De frygter, at partiets krise på landsplan vil udløse et dårligt resultat til næste års kommunalvalg.
Pia Kjærsgaard er enig så langt, at DF befinder sig i den værste krise i partiets 25 år. Men der er god tid til at vende skuden før kommunalvalget, hvis både byrådsmedlemmer og folketingspolitikere tager sig "gevaldigt sammen", mener hun:
- Jeg fornemmer også, at der trods alt er en vis tilfredshed med, at vi har lagt os endnu mere i selen, end vi har gjort førhen. Der er meget mere kommunikation og sammenhold imellem vores lokale folk og folketingsgruppen herinde. Så jeg er simpelthen super-optimist og kan slet ikke gå ned i den der atmosfære, som bare er lidt negativ, siger hun.
Herunder kan du se den dalende opbakning til Dansk Folkeparti - fra rekordvalget i 2015 til vælgerlussingen i 2019 og de fortsat dalende målinger - sammen med udvalgte nedslag fra dansk politik:
'Det her gør selvfølgelig også ondt på mig'
Hvad angår partifællernes kritik af Kristian Thulesen Dahls mangel på kant affejer Pia Kjærsgaard ethvert spørgsmål om, hvorvidt han er den rette formand til at vende udviklingen. Det er ganske enkelt "slet ikke et emne", fastslår hun.
- Når det går op, får partiformanden ros. Når det går ned, får partiformanden ris. Sådan vil det altid være – og sådan skal det jo i virkeligheden også være. Det er partiformandens ansvar. Det er jeg sikker på, han tager på sig, siger hun.
Mange siger, at Kristian Thulesen Dahl mangler den kant, du har – og at han ikke har dit kompas for at kunne ramme ned i folkedybet. Kan du genkende det billede?
- Så har Kristian til gengæld nogle andre kvaliteter, som jeg ikke har. Og vi sidder her jo stadig begge to – og alle sammen. Vi er jo en 16 mand stor folketingsgruppe. Vi er stadig Folketingets tredjestørste parti. Det arbejder vi ud fra. Så jeg kan ikke sige så meget andet, end at en gang imellem skal man hive sig selv op ved hårrødderne, siger Pia Kjærsgaard.
Er du enig i, at det her er den værste krise i dit partis historie?
- Ja, det tror jeg roligt, jeg kan være. Jeg har været med i så mange år – og har selv stiftet partiet. Så det her gør selvfølgelig også ondt på mig. Men det gør ikke så meget ondt, at jeg lægger mig ned, siger Pia Kjærsgaard og tilføjer:
- Der er noget, der hedder, at et flag er smukkest i modvind. Det har jeg oplevet mange gange på andre niveauer i mit politiske liv. Nu er det så partiet, jeg skal være med til at give et boost. Det er jeg fuldstændig indstillet på.
Kristian Thulesen Dahl har ikke selv ønsket at stille op til et interview og svare på kritikken og frustrationerne fra baglandet. Men her kan du læse et interview med gruppeformand Peter Skaarup, der erkender, at partitoppen er kommet til at "tale lidt for meget politiker-sprog".
Den seneste måned har seks byrådsmedlemmer forladt DF. De har forskellige forklaringer på, hvorfor de ikke længere kan se sig selv i partiet. Én kalder DF for "en dødssejler". En anden føler sig ikke hørt af partiledelsen. Se alle seks forklaringer herunder: