DF kritiserer politiformand efter niqab-kram: 'Her er kæden hoppet af'

Det er for slapt, siger Peter Skaarup (DF) om politiformands udtalelser efter Nørrebro-demonstration.

En kvindelig betjent begyndte under demonstrationen på Nørrebro i København i sommer at kramme en kvinde i niqab. Det er bla. billedet her, der får DF til at reagere.

Dansk Folkeparti langer nu ud efter Politiforbundet, der i partiets øjne slet ikke tager det såkaldte tildækningsforbud seriøst nok.

Normalt forsvarer Dansk Folkeparti politiet i tykt og tyndt, men i hele debatten om tildækningsforbuddet har formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, udtalt sig for "slapt".

Det siger gruppeformand Peter Skaarup (DF) på Dansk Folkepartis årsmøde i Herning.

- Der er kommet et lidt slapt signal fra politiet for en gangs skyld her. Og der har Politiforbundet jo spillet en rolle ved at sige, at det kan være svært at håndhæve, og at der er alle mulige problemer, siger Peter Skaarup.

Skaarup: Der skal uddeles bøder

Det er især billedet af en kvindelig politibetjent, der under en demonstration på Nørrebro i København krammer en niqab-klædt kvinde, og Claus Oxfeldts efterfølgende udtalelser, der falder gruppeformanden for brystet.

I begyndelsen af august sagde Claus Oxfeldt følgende:

- Jeg synes, at det er et fint foto, der viser et menneske bag uniformen. Det tydeliggør, at vi som betjente sagtens kan trøste og drage omsorg for mennesker. Og så viser det en anden vigtig ting. Nemlig at befolkningen har tillid til politiet og tør betro sig til en betjent.

Det får nu Peter Skaarup til at komme med en løftet pegefinger:

- Jeg synes, vi skal tage den her sag alvorligt hele vejen rundt. Og det vil også sige, at der skal uddeles bøder, hvis man ser burkaklædte kvinder. I stedet for at give en krammer, så er det altså en bøde, siger han.

- Vi skal udvise nultolerance og vise, at vi tager lovgivningen, vi laver på Christiansborg, alvorligt. Det gør man i andre lande, og det er en klar opfordring til politiet om at udføre det job, man er sat til, siger gruppeformanden.

Oxfeldt: Forstår det ikke

Peter Skaarup understreger, at det ikke skal opfattes som en generel kritik af Claus Oxfeldt og Politiforbundet:

- Men på det her punkt er kæden hoppet af, så der kan vi godt bruge en kædeopstramning, siger han.

Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, undrer sig over kritikken fra Dansk Folkeparti.

- Det kan jeg slet ikke forstå, og jeg er overrasket over, at Peter Skaarup ikke har kontaktet mig, hvis han har været utilfreds med mine udtalelser, siger Claus Oxfeldt.

Han peger på, at det under demonstrationen på Nørrerbo, hvor billedet af den tildækkede kvinde og en politibetjent i et kram er taget, var gjort lovligt at bære burka og niqab.

Derfor var hans pointe med udtalelserne, at politiet i visse situationer er mere end bare lovens lange arm, lyder det.

- Jeg er jo helt enig i, at når der er lavet noget lovgivning på Christiansborg, så skal politiet forfølge den lovgivning, der er lavet, siger Claus Oxfeldt.

Facebook
Twitter