DF langer ud efter S og SF: Løber fra eget forslag om genopdragelsesrejser

DF kritiserer S og SF for at rende fra deres eget forslag. Vi har fået presset regeringen til et bedre, lyder svaret.

Dansk Folkeparti kritiserer Socialdemokraterne og SF i sag om genopdragelsesrejser. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

I februar var et flertal uden om regeringen bestående af Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti klar med et beslutningsforslag, der skulle tvinge regeringen til at tage opholdstilladelsen fra forældre, der sender deres børn på genopdragelsesrejser.

Men nu er det flertal smuldret.

Socialdemokratiet og SF dropper nemlig deres eget forslag til stor frustration for Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen.

- Nu springer de så fra lige før målstregen. Det er meget kritisabelt, siger Martin Henriksen.

SF: Regeringens forslag er bedre

I stedet er de to partier gået sammen med regeringen om en beretning, der lægger op til at kriminalisere genopdragelsesrejser.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) lover også at "se nærmere på" mulighederne for at inddrage forældrenes opholdstilladelse, og det er meget bedre end det oprindelige forslag, lyder det fra de to partier.

- Vi vil ikke have stramninger for stramningernes skyld. Vi vil nogle gerne gange lave nogle hårde tiltag for at hjælpe nogle mennesker - i det her tilfælde børnene - og vi får hjulpet dem endnu bedre med det, regeringen har lagt frem, siger SFs gruppeformand, Jacob Mark.

Ifølge Socialdemokratiets udlændingeordfører, Mattias Tesfaye, har partierne med det nu droppede beslutningsforslag presset regeringen til et bedre forslag.

Målet er stadig det samme

- Vi har lavet en aftale, som vi synes er endnu bedre, end det, vi har foreslået, siger han.

Han afviser, at Socialdemokratiet er gået med til et slappere forslag.

- Uanset hvilken vej vi havde valgt - regeringen eller Dansk Folkeparti - så skal den lovgivning, vi vedtager i Danmark, være lovlig, og det, der er vores hensigt i begge tilfælde, det er, at folk uden statsborgerskab skal kunne miste deres opholdstilladelse. Det er bundlinjen, siger Mattias Tesfaye.

Men ifølge Martin Henriksen er Socialdemokratiet og SF blevet "snøret" af ministeren, fordi den nye beretning ifølge ham er meget slappere end det oprindelige forslag.

- Der var en konkret stramning på plads. Den er Socialdemokraterne så sprunget fra, og så har de byttet den ud med en undersøgelse, siger Martin Henriksen, men det afviser Mattias Tesfaye.

Forhandlinger til efteråret

Var I lidt for hurtigt ude, da I lavede et flertal uden om regeringen?

- Nej, det synes jeg ikke. For vi lykkedes med vores forehavende. Vi ville gerne have, at regeringen skulle fremsætte et lovforslag, som skulle gøre det muligt at tage opholdstilladelsen fra folk, der sender børn på genopdragelsesrejser, siger Mattias Tesfaye.

Men hvis I for alvor skulle lægge pres på regeringen, ville det vel være stærkest, hvis I stemte jeres eget forslag igennem?

- Nej, det synes jeg ikke, for nu har regeringen forpligtet sig til at indkalde de partier, der støtter den beretning og Dansk Folkeparti til et møde til efteråret, hvor vi skal forhandle om, hvordan det nye forslag, skal se ud.

Men hvorfor ikke bare stemme jeres forslag igennem, hvis det stadig er en god idé?

- Det er stadig en god idé, og nu har vi fået regeringen til at indkalde til forhandlinger med henblik på at udarbejde et lovforslag.

Regeringen ventes at indkalde til forhandlinger i efteråret.

Facebook
Twitter