DF-lokalpolitikere udfordrer partitop: Stop udflytning af job fra København

Det er ikke Jysk Folkeparti, men Dansk Folkeparti, lyder kritikken fra et af partiets byrådsmedlemmer.

Flere af Dansk Folkepartis byrådsmedlemmer går imod partitoppens ønsker om udflytning af flere statslige arbejdspladser. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Stop nu. Grænsen er nået.

Flere af Dansk Folkepartis byrådsmedlemmer fra kommunerne omkring København mener, at partitoppen skal hugge bremsen i, når det kommer til udflytningen af arbejdspladser fra hovedstaden.

Det går stik imod partitoppens ønsker.

- Der er flyttet det, der skal flyttes. Der er flyttet nok nu. Der skal jo også være arbejdspladser tilbage til københavnerne. Nu stopper vi, siger Peter Hemmingsen (DF), der sidder i byrådet i Egedal kommune.

Og samme holdning har andre byrådsmedlemmer fra Dansk Folkeparti.

- Der er ikke behov for at flytte flere arbejdspladser. Jeg synes ikke, vi skal affolke flere herfra, mener Poul Rikardt Jørgensen (DF) fra Ishøj, der bakkes op af byrådsmedlem Rene Langhorn fra Hvidovre:

- Nu synes jeg, vi skal stoppe. Nu skal der altså ikke ske mere, siger Rene Langhorn (DF).

Siden folketingsvalget i 2015 har den borgerlige regering med støtte fra Dansk Folkeparti ad to omgange flyttet omkring 6.000 statslige arbejdspladser fra København til provinsen.

De to udflytningsrunder støtter alle de byrådsmedlemmer, som DR Nyheder har talt med, men nu er grænsen nået, mener de.

- Set fra mit synspunkt i Nordsjælland, så er vi ved at nå det punkt, hvor det er nok, siger Carsten Svensson, byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Furesø kommune.

Så hvad er din opfordring til din partiledelse?

- At det ser fornuftigt ud nu. Men vi skal ikke presse citronen mere, end den allerede er blevet presset, siger Carsten Svensson.

Familiekaos

De store udflytningsrunder har haft store omkostninger for de medarbejdere, som har set deres arbejde flytte vestpå, mener flere af byrådsmedlemmerne fra Dansk Folkeparti.

- Det går jo hårdt ud over de medarbejdere, som skal tage stilling til, om de vil flytte med eller finde nyt job. Det skal man først og fremmest tage hensyn til. Så jeg forestiller mig, at man lige klapper hesten, siger Lars Thelander Bostrøm (DF), viceborgmester i Frederikssund.

Ifølge Rene Langhorn (DF) fra byrådet i Hvidovre Kommune går udflytninger alt for meget ud over familierne.

- Man river for mange familier midt over, siger han.

Samme bekymringer kommer fra Poul Rikardt Jørgensen i Ishøj.

- Det har jo givet problemer for mange familier. Det kan jeg jo ikke lide som familiemenneske, siger han.

Flere af de kritiske lokalpolitikere mener også, at partiet har bidraget til at skabe en negativ tone over for hovedstaden i udflytningsdebatten.

- Det er jo ikke Jyllands Folketing. Det er Danmarks Folketing. Det er heller ikke Jysk Folkeparti, men Dansk Folkeparti. Det har jeg sagt ligeud flere gange, og det har faktisk hjulpet, siger Carsten Svensson (DF), fra byrådet i Furesø kommune.

Paw Karsland (DF), byrådsmedlem i Tårnby Kommune, opfordrer til at afvente resultaterne af de udflytningsrunder, der allerede er gennemført, før nye initiativer sættes i søen.

- Det skal heller ikke tage overhånd, så det bliver en landskamp mellem provinsen og København, siger Paw Karslund.

DF-ledelse: Mere kan flyttes

Næstformand og medlem af Dansk Folkepartis ledelse Søren Espersen har forståelse for byrådsmedlemmernes skepsis, men fastholder, at partiets udflytningskurs ikke står til at ændre.

- Vi har en forpligtelse til at se på landet som en helhed, og det vil sige, at vi så vidt muligt skal sørge for at bringe Danmark i balance, siger Søren Espersen.

Mener du, at der er mere, der kan flyttes ud?

- Det mener jeg bestemt, der er. Vi skal have en god snak med regeringen omkring det, men det er klart, at der er mange andre ting, der eventuelt kan flyttes ud.

Et af byrådsmedlemmerne beskriver det som en form for landskamp mellem hovedstaden og resten af landet. Hvorfor skal det være sådan?

- Prøv lige at høre her. Jeg synes, det er vildt overdrevet. Der er ingen, der elsker København mere, end vi gør. København er vores hovedstad, og vi skal være rigtig stolte af den, siger Søren Espersen.

Ifølge den seneste opgørelse er 2.738 ud af de knap 3.900 arbejdspladser fra regeringens første udflytningsrunde flyttet ind i byer rundt om i landet.

Facebook
Twitter