DF lunkne ved kulturudspil: 'Regeringen satser meget på elite og hovedstad'

Der skal meget mere fokus på provinsen, siger DF-kulturordfører om kulturudspil.

Står det til Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen skal pengene i regeringens udspil til kultur fordeles mere ud geografisk. (Foto: © Thomas lekfeldt, Scanpix)

Finanslovsforhandlingerne på kulturområdet kommer til at glide lettere end tidligere som resultatet af, at regeringen har tænkt sig at bruge en ekstra pose penge.

Men der kommer uden tvivl til være hårde armlægninger om fordelingen.

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, efter at kulturminister Mette Bock (LA) har meddelt, at regeringen vil afsætte 400 millioner kroner over de kommende fire år til kulturområdet.

- Med det her udspil fra regeringen ser det lettere ud end tidligere. Der er afsat 100 millioner kroner om året, og det har der ikke været de andre år. Så det gør det lettere for os, siger han.

Regeringens udspil ændrer ikke ved, at kulturlivet fortsat er pålagt at spare to procent om året - det såkaldte omprioriteringsbidrag. Det ærgrer Dansk Folkeparti.

- Omprioriteringsbidraget fortsætter, og vi havde nok foretrukket, at grønthøstermetoden forsvandt. Dansk Folkeparti rækker hånden venligt frem, men for at det kan blive et fast håndtryk, så er der ting, vi skal have ændret, siger Alex Ahrendtsen.

Provinsen mere i spil

I udspillet fremgår det, at regeringen vil styrke blandt andet Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst, Det Kongelige Teater, Det Kgl. Bibliotek og Rigsarkivet. Alle sammen institutioner, der ligger i hovedstaden.

Lige præcis her varsler Dansk Folkeparti ændringer de kommende forhandlinger, der ventes afsluttet inden for et par måneder.

- Jeg kan se, at regeringen satser meget på elite, især i hovedstaden. Det ser ud til, at man fuldstændig har glemt kulturinstitutioner - i hvert fald til dels - i provinsen. Og der er ting, vi kommer til at kigge på:

- For os er det vigtigt, at man styrker dansk kultur og skaber den balance, der er nødvendig i hele landet. Så vi kommer til at justere på et ellers fint udspil fra regeringen, som jo ikke har glimret ved deres interesse for dansk kultur, siger Alex Ahrendtsen.

Regeringen ønsker at afsætte 20 millioner kroner for, at kulturen og kunsten kan forankres bedre og spille en større rolle i udsatte boligområder. Men det er ikke gennemtænkt, mener Alex Ahrendtsen.

- Nu bor jeg selv ved Vollsmose, og der er beboerne som regel ikke specielt interesserede i den slags kulturelle tiltag, så jeg kunne frygte, at det er spildte penge. Jeg tror godt, jeg kan afsløre, at vi kommer til at prioritere anderledes, siger han uden at ville afsløre, hvad Dansk Folkepartis konkrete krav er.

Partiet lagde for lidt over et år siden op, at den eksisterende statsstøtte til landet museer fremover skal fordeles mere ’objektivt’ og med mere fokus på natur- og kulturhistoriske museer - på bekostning af landets kunstmuseer.