DF-nedtur rykker tættere på Borgen: Eks-folketingsmedlem forlader partiet

Claus Kvist Hansen er det sjette byrådsmedlem, DF mister på under en måned.

Tidligere folketingsmedlem Claus Kvist Hansen melder sig nu ud af både DF og byrådet i Horsens Kommune. Han er dermed det sjette byrådsmedlem, partiet mister på under en måned.

For blot et års tid siden sad han med om bordet i Dansk Folkepartis gruppeværelse på

Christiansborg
. Men i dag melder Claus Kvist Hansen sig både ud af partiet og opgiver sin plads gennem seks år i Horsens Byråd.

- Jeg kan ikke længere tilslutte mig DF's overordnede politiske retning, siger Claus Kvist Hansen.

Han bliver dermed det sjette byrådsmedlem til at vende Dansk Folkeparti ryggen på under en måned – ud af lidt over 200 byrødder.

De har forskellige forklaringer på, hvorfor de ikke længere kan se sig selv i partiet. Én synes, Nye Borgerlige har "mere kant på udlændingepolitikken". En anden kalder DF på

Christiansborg
for "en dødssejler" og en tredje føler sig hverken hørt eller set af partiledelsen.

Men modsat de fem andre afhoppere springer Claus Kvist Hansen ikke til et andet parti. Han giver sit

mandat
i Horsens Byråd videre til en anden DF'er.

- Det er en meget stor og vemodig beslutning, så jeg er da lidt trist. Det er jo et fællesskab, man forlader. Men det kan ikke være anderledes. For jeg kan ikke se for mig, at de ting, jeg tror på, vil kunne realiseres i DF, siger han og tilføjer:

- Jeg kan ikke blive ved med at arbejde for at få en borgerlig statsminister.

Indtil for et år siden var du på Christiansborg som parlamentarisk grundlag for en borgerlig regering. Hvad har ændret sig?

- Det særlige ved den periode var, at der blev gennemført mange udlændingestramninger. Og der kunne jeg leve med, at det var en borgerlig statsminister.

- Nu har mine øjne rettet sig mod de ting, DF ikke nåede – nemlig velfærdsområderne. Der kan jeg ikke på nogen måde se for mig, at man kan få noget som helst igennem. Og så går gassen lidt af min

motivation
. Jeg tror ikke, man bliver hørt i blå blok. Der er jo ikke just en god stemning i blå blok, og jeg tror, at DF vil blive kørt over.

Er der en god stemning i DF lige nu?

- Det vil jeg ikke forholde mig til, siger Claus Kvist Hansen.

Du genopstillede til folketingsvalget sidste år. Handler det her ikke bare om, at du blev vraget af vælgerne?

- Uanset hvad jeg siger, vil det blive udlagt sådan. Men jeg synes faktisk, at jeg gør det her på en ordentlig måde.

Claus Kvist Hansen blev valgt ind i Folketinget i 2015, hvor han blev partiets udviklingsordfører. To år senere trak han overskrifter landet over, da han som

spidskandidat
i Horsens op til kommunalvalget i 2017 proklamerede, at han kun ville støtte en borgmester, der ville garantere, at der ikke ville blive serveret halal-kød i kommunens institutioner.

'Pia lyttede til os. Det gør Kristian ikke'

Samtidig med at byrødderne siver fra DF, daler partiets

opbakning
i
meningsmålingerne
. I begyndelsen af måneden fik DF den dårligste måling, partiet har fået, siden Epinion begyndte at lave
meningsmålinger
for
DR
i 2008: Nemlig 6,8 procents
opbakning
mod sidste års valgresultat på 8,7 procent.

Et resultat, som partiformand Kristian Thulesen Dahl selv betegnede som en

decideret
vælgerlussing.

Efterfølgende tog partiformanden på en kaffe-turné rundt i hele landet for at tale med baglandet. Da den sidste kop kaffe var drukket, konkluderede Kristian Thulesen Dahl, at flere fejl havde ledt op til katastrofevalget, hvor partiet gik fra 37 til 16

folketingsmedlemmer
.

Blandt andet havde partitoppen haft for dårlig kontakt med baglandet, lød det. Og det lovede formanden at råde bod på.

Det blev der kvitteret for i flere lokalforeninger, men i Vordingborg var byrådsmedlem Heino Hahn ikke tilfreds. Han kalder i dag kaffeturnéen for "et holdkæft-bolsje" fra Kristian Thulesen Dahl:

- Han lyttede, men der blev ikke fulgt op på tingene. Man tænkte: "Nu har vi gjort noget, og så tier de nok stille". Flere gange fik vi mails fra

Christiansborg
om, at vi skulle tie stille, siger Heino Hahn.

For en måneds tid siden tog han konsekvensen og meldte sig sammen med partifællen John Pawlik ud af DF og ind i Nye Borgerlige i Vordingborg Byråd.

- Før i tiden blev der lyttet til os. Pia lyttede til os. Det gør Kristian ikke. Pia var et menneske, der har prøvet at være ude i samfundet. Kristian har kun været på

Christiansborg
. Man kan mærke, at han ikke har den samme fornemmelse for, hvad der rør sig, siger Heino Hahn i dag og tilføjer:

- Jeg tror, der er rigtig mange andre rundt omkring, der går med store frustrationer.

Claus Kvist Hansen vil ikke forholde sig til, hvad de dalende

meningsmålinger
og sivende byrådsmedlemmer betyder for hans nu tidligere parti.

- Det ser trist ud i målingerne, og der er da muligvis blevet begået fejl, men det tilkommer ikke mig at fedte rundt i det og være kloge-Åge. Det ville være rigtig dårlig stil, så det vil jeg afholde mig fra, siger han.

Facebook
Twitter