DF ønsker briterne tillykke: En syngende lussing til EU

Briterne er modige, lyder det fra Dansk Folkepartis EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth.

Dansk Folkepartis EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, glæder sig over briternes valg. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Dansk Folkeparti ønsker briterne tillykke med deres farvel til EU og kalder det modigt.

- Det er flot, al skræmmekampagnen taget i betragtning. Der er blevet talt om økonomisk nedsmeltning, og deres sikkerhed er blevet draget i tvivl.

- Alligevel har de truffet det valg. Det er modigt, og det vidner om, at briterne er et selvbevidst folk, siger EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth (DF).

Dansk Folkeparti har tilkendegivet, at de ønsker en dansk folkeafstemning om, hvorvidt vi skal have et mindre forpligtende samarbejde med EU.

- Det er klart, at det skal vi ikke have i overmorgen. Nu skal vi lige slå koldt vand i blodet og finde ud af, hvad det er briterne kommer til det europæiske rådsmøde med. Men det er klart, at det er en syngende lussing til hele EU-systemet, som man ikke burde kunne overhøre dernede, siger Kenneth Kristensen Berth.

- Sagen er, at de her EU-bureaukrater har været ualmindeligt dygtige til at undgå at lade sig konfrontere af den massive folkelige modstand mod projektet. Det her signal kan ikke overhøres, siger han.

Du frygter ikke økonomiske problemer bliver konsekvensen af det her?

- På den korte bane er der ikke nogen tvivl. Markederne reagerer, som de gør. De er både neurotiske og nervøse. Og det er ikke overraskende. Det, man skal være opmærksom på, er, hvad der kommer til at ske i det længere perspektiv. Det er meget afgørende.