DF og Enhedslisten enige: Opgør med sort økonomi skal betale Arnes tidlige pension

Pensionsregning skal betales ved at fremrykke krav om digitale kasseapparater i danske butikker, lyder det i nyt forslag.

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl havde et nyt forslag med i tasken, da han i dag dukkede op til de politiske forhandlinger om retten til tidlig pension.

I stedet for at finansiere regeringens store valgløfte, den såkaldte 'Arne-pension', med en bankskat, vil partiet fremrykke en digital løsning, der skal stoppe svindel med skatter og afgifter i butikslivet.

- Det, vi sidder og kigger på i dag, det er, hvordan man kan betale den her relativt store regning. Og der er vi så kommet med et forslag om, at vi finder penge ved at bekæmpe snyderi, siger Kristian Thulesen Dahl.

Regeringen har lagt op til at retten til at gå på tidlig pension, hvis man har været mindst 42 år på arbejdsmarkedet, skal betales ved at pålægge bankerne en ekstra skat.

Regeringen præsenterede sit pensionsuspil på et pressemøde på Danish Crown-slagteriet i Horsens 18. august. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Bankerne har dog selv peget på, at regningen i sidste ende vil blive lagt på kunderne. Og flere partier, heriblandt Dansk Folkeparti, afviser den finansieringsmodel.

Dansk Folkeparti vil i stedet finde pengene på udlændingeområdet - og nu også ved et opgør med snyderi i en række brancher.

Ifølge formand Kristian Thulesen Dahl ser det dog 'lidt tungt ud' med at få regeringen til at støtte forslaget.

- Men der er ingen tvivl om, at regeringen godt ved, at hvis den skal have lavet en aftale om tidlig pension, så er Dansk Folkeparti en vigtig samarbejdspartner. Så de skal selvfølgelig lytte til vores krav, siger han.

Dansk løsning lader vente på sig

Folketingets partier blev tilbage i 2017 enige om at indføre et lovkrav om digitale kasseapparater, der sender alle oplysninger om salg direkte videre til skattemyndighederne.

Det skal blandt andet være med til at stoppe udbredt snyd med afgifter til staten i en række brancher som for eksempel caféer, pizzeriaer, kiosker, købmandsbutikker, værksteder, tøjforretninger og frisører.

Sådan ser den svenske løsning ud. En digital enhed, der sender data videre til de skattemyndighederne. (© DR Nyheder)

I Sverige, hvor de digitale kasseapparater har været et lovkrav siden 2010, oplyste skattemyndighederne forrige år, at statskassen hvert år fik tre milliarder kroner ekstra i statskassen i forhold til tidligere.

Men i efteråret 2018 måtte daværende skatteminister Karsten Lauritzen (V) forklare, at en dansk løsning næppe kunne være klar før 2025.

- Vi kunne godt aftale, at det her skulle ske om to, tre eller fire år. Men det er også min opgave som skatteminister at sørge for, at Skatteforvaltningen kan levere på det. Og der må man bare acceptere, at det tager noget tid, sagde han.

Meldingen fik dengang Socialdemokratiet til at beskylde den daværende blå regering for at være 'fodslæbende'.

Enhedslisten støtter DF-forslag

Dansk Folkepartis forslag om at fremrykke de digitale kasseapparater får opbakning fra Enhedslisten.

Her vil man stadig have bankerne til at betale en del af regningen for Arnes tidligere pension.

Men det er også fornuftigt at se på, om de digitale kasseapparater kan fremrykkes, mener politisk ordfører Pernille Skipper.

- Det er faktisk et gammelt Enhedslisten-forslag, at vi får indført de her krav om digitaliserede kasseapparater lidt hurtigere, sådan at man kan få krattet de penge, som folk skal betale i skat, ind.

- Vi har jo set, at det er gjort med stor effektivitet i for eksempel Sverige, siger hun.

Enhedslisten er desuden gået til forhandlingerne med et ønske om at udvide regeringens forslag om tidlig pension.

Partiet foreslår en ret til at gå på nedsat tid, når man fylder 61 år, hvis man har været på arbejdsmarkedet i 35 år.

Og samtidig vil partiet have sat 'en kile ind' i den stigende pensionsalder.

- Men de to ting har vi ikke fået på bordet i dag. Og det bliver nogle hårde forhandlinger i de kommende dage, siger Pernille Skipper.

Regeringen og Folketingets partier skal mødes igen tirsdag og onsdag for at forhandle videre om retten til tidlig pension.

Facebook
Twitter