DF og Radikale siger nej til S-valgløfte om ret til tidlig pension: 'Ikke i denne valgperiode'

Det er ikke realistisk at lave en differentieret pensionsalder for nedslidte, vurderer DF-formand.

- Jeg synes ikke, at det er særlig realistisk. Det er hundesvært at lave i praksis, og Socialdemokratiet har ikke vist nogen som helst interesse i det seneste halve år i at lave et konkret forslag, siger Kristian Thulesen Dahl fra DF. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

- Jeg kan ikke forestille mig andet, end at jeg kan finde et flertal i Folketinget for at få gennemført en ret til tidligere folkepension.

Sådan lød det sent i aftes fra den kommende statsminister Mette Frederiksen (S), da hun kunne fortælle, at hun sammen med SF, De Radikale og Enhedslisten havde fundet en fælles forståelse for den politiske retning for Danmark.

"Retfærdig retning for Danmark"

Men i de 18 sider, som sætter ord på retningen, er der ikke nævnt et eneste ord om en differentieret pensionsalder, som skal give nedslidte mulighed for at trække sig tilbage.

Morten Østergaard fra Radikale Venstre tror ikke, at det bliver til noget de kommende fire år:

Forslaget var ellers Socialdemokratiets helt store slagnummer både før og under valgkampen, men lige nu tyder det ikke på, det kan blive gennemført i denne valgperiode.

De Radikale har allerede meldt ud, at det ikke udmiddelbart kan bakke op om en differentieret pension, så derfor skal Mette Frederiksen finde andre legekammerater.

Her er Dansk Folkeparti den mest sandsynlige samarbejdspartner, og formand Kristian Thulesen Dahl hører også Mette Frederiksens udmelding som en invitation til ham.

- Nu må vi se, som valgperioden skrider frem, om der kommer et konkret forslag, som vi kan tage stilling til, og så er vi selvfølgelig klar til at forhandle det, siger han.

Ikke realistisk

Godt nok er Kristian Thulesen Dahl villig til at forhandle med Mette Frederiksen, men når han skal vurdere, om nedslidte skal glæde sig til en ny pensionsalder, så må han skuffe dem.

- Jeg synes ikke, at det er særlig realistisk. Det er hundesvært at lave i praksis, og Socialdemokratiet har ikke vist nogen som helst interesse i det seneste halve år i at lave et konkret forslag. På trods af, at vi har opfordret dem til det gang efter gang efter gang, både på møder og i offentligheden, så har de ikke villet gøre det, siger han og fortsætter:

- Det kan jo tyde på, at de har brugt det som et instrument til at vinde valget, og ikke så meget noget, som de har tænkt sig at gennemføre i den virkelige verden.

Skulle det, mod Kristian Thulesen Dahls forventning, lykkes for Mette Frederiksen at finde den gyldne løsning, så er der stadig lang vej endnu før nedslidte kan trække sig tilbage.

For DF-formanden står fast på, at Mette Frederiksen skal opsige velfærdsforliget fra 2006, før en ny ordning kan komme på tale, og dernæst udskrive folketingsvalg, og først herefter vil det kunne træde i kraft.

- Det vidste Socialdemokratiet godt før valget, og det er de bundet af, nu efter valget. Det har ikke noget at gøre med, at man ikke kan forhandle et nyt system, det vil man selvfølgelig godt kunne, men det vil først kunne træde i kraft efter et nyt folketingsvalg, siger han.

Forligspraksis

Det handler om den forligspraksis, der er på Christiansborg og som betyder, at forlig ikke kan ændres, uden at alle i forligskredsen er enige om det.

Og i forbindelse med aftalen om seniorpensionen blev partierne - Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Radikale - enige om, at pensionsalderen er forligsbundet. Og i denne gruppe er det umiddelbart kun Dansk Folkeparti, som har været åben for en differentieret pensionsalder.

Så hvis Mette Frederiksen vil pille ved pensionsalderen må hun først opsige og træde ud af velfærdsforliget før et folketingsvalg, så vælgerne ved, hvad de får. Og i det nye flertals forståelsespapir lyder det også, at 'en ny regering vil endvidere respektere alle gældende forlig'.

Problemet med at opsige forliget er, at velfærdsforliget er bunden under dansk økonomi.

I forligsteksten opsummeres det ganske klart: "De offentlige finanser ville med andre ord ikke være holdbare og det ville ikke være muligt at finansiere for eksempel stigende udgifter til sundhed og ældrepleje uden betydelige skattestigninger eller reduktioner i andre offentlige udgifter."

Socialdemokratiet er dog ikke enige i den udlægning: Senest sagde partiets erhvervsuddannelsesordfører, Mattias Tesfaye, kort efter valget, at der er ikke er tale om et forligbrud, hvis partier, der er en del af velfærdsforliget, stemmer for differentieret pension.

- Den udlægning deler vi ikke. Vi vil naturligvis gøre, hvad vi kan, for at få gennemført vores forslag om ret til tidlig folkepension, sagde han til Information.

Information talte dog i samme ombæring med professor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, Helene Helboe Pedersen, der vurderede, at der vil være tale om et forligsbrud, hvis Socialdemokratiet laver en differentieret pensionsalder.

R: Kan ikke gennemføres i praksis

De Radikale, som altså er med til at sende Mette Frederiksen i statsministeriet, deler Kristian Thulesen Dahl generelle vurdering af, at en differentieret pensionsalder ikke er realistisk.

Morten Østergaard står nemlig også fast på den aftale om seniorpension, som partiet indgik med den snart tidligere VLAK-regering og Dansk Folkeparti inden valget.

- Jeg mener ikke, man kan gennemføre det i praksis. Jeg kan ikke se, at det kan blive til noget i dette Folketing, fordi der ikke er et flertal for, men jeg kan ikke forhindre Socialdemokratiet i at gå til valg på igen om fire år, siger han.

Har Mette Frederiksen ikke forsøgt at overtale dig til at støtte det i regeringsforhandlingerne?

- Nej, det tror jeg ikke, at hun har haft nogen illusioner om, siger Morten Østergaard kortfattet.

Facebook
Twitter