DF og S-flirt kaldes 'historisk' og 'spændende'

Et tættere samarbejde mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti bliver positivt modtaget hos SF og 3F.

I SF og hos fagforbundet 3F glæder man sig over S og DF's fælles interview, hvor formændene er enige om, at pensionsalderen ikke skal hæves, og topskatten ikke skal sænkes. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

- Det er en spændende mulighed for at få SF-politik igennem.

Sådan lyder reaktionen fra SF, efter den første fælles optræden mellem partiformændene for Folketingets to største partier, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, der har valgt at blive interviewet sammen i Fagbladet 3F.

- De to partier taler om, at man ikke skal sænke topskatten og hæve pensionsalderen, og at der skal investeres i velfærd. Det er nogle punkter, der kunne være taget ud af SF's principprogram, så hvis de to partier kunne levere på det efter et valg, synes jeg, at det kunne være spændende, siger Jakob Mark, formand for SF's folketingsgruppe.

Mette Frederiksen (S) og Kristian Thulesen Dahl (DF) fremhæver i interviewet deres gode samarbejde og afviser ikke, at de i fremtiden vil arbejde tættere sammen.

Thulesen Dahl siger blandt andet, at positionerne i dansk politik ikke er "støbt i cement", mens Mette Frederiksen mener, at der vil komme "flere bogstavlege" på vej mod det næste valg. Hun understreger dog samtidig, at selv om de to partier er enige på en række punkter, er der også stadig meget, der skiller dem ad.

Enhedslisten forholder sig afventende

Og netop hvilke punkter, de to partier vil samarbejde om, bliver afgørende for, hvordan Enhedslisten vil se på et fremtidigt tættere bånd mellem DF og S.

- Om deres samarbejde er godt eller skidt handler rigtig meget om, hvad de har tænkt sig at samarbejde om, siger hun og nævner, at Enhedslisten vil se positivt på det, hvis de to partier kunne enes om at stemme mod nedskæringer i kommunerne, mens de ikke ville bryde sig om et samarbejde, der ville gennemføre love som den omstridte smykkelov, der gør det muligt at beslaglægge værdier fra udlændinge, der søger asyl i Danmark, siger Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper.

Hun har ikke lyst til at komme nærmere ind på, om hendes parti vil bakke op, hvis S og DF skulle blive klar til at gå i regering sammen.

3F: Giver mening for mange borgere

I fagforbundet 3F kalder ledelsen det "historisk" og "interessant", at partiformændene for Folketingets to største partier, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, har valgt at bryde tidligere tiders kløfter.

- I det interview hæftede jeg mig ved, at der var store fællesnævnere omkring tilbagetrækning, ulighed i samfundet og social dumping, siger Per Christensen, forbundsformand i 3F.

- Vi ved jo allesammen, at der har været enorme forskelle på den måde Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne har set politik på. Nu synes jeg, at vi nærmer os en konstellation og et politisk indhold, der giver mening for rigtig mange borgere og rigtig mange 3F’ere. Derfor synes jeg, at det er historisk og interessant, siger han.

K glæder sig over DF-opbakning til regeringen

I den blå lejr mærker partierne ifølge Mette Abildgaard, politisk ordfører for De Konservative, "hver evig eneste dag" det tættere samarbejde mellem S og DF.

- Jeg synes, det er et interview, hvor man sætter ord på det, som vi andre har oplevet længe. Nemlig et tættere samarbejde og en låsen sig fast til hinanden. Det ene parti er ofte bange for at gøre noget, hvis det andet parti ikke er med, siger hun.

Hos de konservative glæder man sig over, at Thulesen Dahl i interviewet ikke sætter spørgsmålstegn ved opbakningen til den nuværende regering, men gør det klart, at man også er parat til at samarbejde, hvis der skulle komme til et blokbrud.

- Der er ingen tvivl om, at de konservative hører til i en borgerlig lejr og peger på Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Men skulle der komme en situation, hvor Dansk Folkeparti vælger at pege på eksempelvis en socialdemokratisk ledet regering, så ville vi – som de borgerlige arbejdende stemmer vi er – søge vores indflydelse bedst muligt, siger hun.

Facebook
Twitter