DR har været i skudlinjen, efter tidligere mediedirektør Gitte Rabøl blev ansat som mangfoldighedskonsulent og beholdt sin årsløn på 2,1 millioner kroner, selv om hun ikke længere var direktør.
Søndag oplyste DR, at Gitte Rabøl har indgivet sin opsigelse i kølvandet på kritikken.
Nu vender Dansk Folkeparti skytset mod DR's bestyrelsesformand, Michael Christiansen.
Ifølge partiets medieordfører har han ikke håndteret sagen godt nok.
- Jeg vil godt opfordre Michael Christiansen til at trække sig som bestyrelsesformand. Han er ikke forpligtet til at sidde perioden ud. Han behøver ikke at vente på at få en fyreseddel, siger Morten Marinus til Ekstra Bladet.
Venstre: En rigtig god idé
Hos regeringspartiet Venstre kalder medieordfører Britt Bager (V) det for "en rigtig god idé", hvis Michael Christiansen trækker sig.
- De holdninger, han har givet udtryk for både i denne og ved andre lignende sager, har været ude af sync med det, som vi mediepolitikere, Venstre og store dele af befolkningen synes. Så jeg vil faktisk give min kollega Morten Marinus ret, siger hun.
Hun tilføjer med henvisning til de forestående forhandlinger om et nyt medieforlig, at DR står foran "nogle store ændringer," hvor der ifølge medieordføreren er behov for "nyt blod".
Formand: Op til regeringen
Michael Christiansen selv ønsker ikke at lade sig interviewe, men i en skriftlig kommentar sendt til DR Nyheder lægger han ikke op til at indgive sin opsigelse af egen vilje.
- Det er regeringen, der har udnævnt mig, og at det derfor regeringen, der tager stilling til, hvorvidt der foreligger et grundlag for at afskedige mig, udtaler han.