DF om dagpenge: Vi har købt stort set hele pakken

Ifølge Dansk Folkeparti er aftalen om dagpenge stort set identisk med Dagpengekommissionens anbefalinger.

Bent Bøgsted beretter, hvordan de næsten har fulgt alle Dagpengekommisionens anbefalinger.

Regeringen, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti blev i dag enige om en dagpengeaftale, der giver en mere fleksibel og nemmere genoptjening, men til gengæld skærer i dagpengene for nyuddannede og arbejdsløse med høj ledighed.

Dansk Folkeparti har længe efterlyst et bedre dagpengesystem og krævede for nylig 600- 700 millioner kroner til forbedringer. Aftalen afsætter kun 300 millioner, men partiet er alligevel tilfreds.

- Vi har jo købt stort set hele pakken fra kommissionen, siger beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted her til aften i Debatten på DR2 med henvisning til Dagpengekommissionens rapport fra i mandags.

Vi deler ansvaret med kommissionen

Dansk Folkeparti står selv bag dagpengereformen fra 2010, men har siden erkendt, at den ramte de ledige for hårdt. Bent Bøgsted er dog ikke bange for, at det samme er tilfældet med den nuværende aftale.

- Hvis vi begår en fejl, så har hele kommissionen begået en fejl, siger han, og Clement Kjersgaard følger op:

Siger du dermed, at det her ikke er jeres reform, men kommissionens reform?

- Selvfølgelig er det vores reform. Vi har ansvaret.

Du siger, hvis det viser sig, I har taget fejl som i 2010, så er det ikke jeres skyld, men kommissionens skyld?

- Nej, vi bærer et fælles ansvar, lyder det fra Bent Bøgsted.

Ikke nemt at diktere til Claus Hjort

Selvom han er glad for aftalen, ville han alligevel gerne have haft flere penge til dagpengesystemet, men det ville finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) ifølge Bøgsted ikke gå med til.

- Når vi sidder og forhandler med en mand som Claus Hjort, så er det ikke nemt at diktere, at vi skal have så og så meget ind. Det er et kompromis mellem de her tre partier, siger Bent Bøgsted.

Se hele Debatten, hvor Clement Kjersgaard spørger, om dagpengeforliget skabere en tryggere hverdag for danske lønmodtagere.