DF opgiver provokerende kampagne

Dansk Folkeparti vil alligevel ikke teste mediernes mod. Partiet har aflyst en kampagne, der skulle provokere til debat om ytringsfrihed. Partiet mener dog stadig, der er behov for at provokere og udfordre.

Det er vigtigt at teste ytringsfrihedens grænser, mener DF's Søren Espersen stadig. Alligevel er en kontroversiel annoncekampagne nu droppet. (© Søren Espersen)

Dansk Folkeparti vil alligevel ikke køre en provokerende annoncekampagne om ytringsfriheden.

Det siger udenrigsordfører Søren Espersen, der tidligere på fredagen havde slået til lyd for en kampagne, som skulle teste, om medierne turde vise dem.

Forslaget om annoncekampagnen kom, efter at Banestyrelsen afviste at sætte plakater op for en bog om islam, forfattet af lektor Jørgen Bæk Simonsen. Bogannoncen kommer trods alt op på stationerne, men Søren Espersen mener alligevel, at man nu må teste, om aviser og andre medier vil bringe provokerende annoncer.

Vigtigt at provokere

Ifølge DF's pressechef Søren Søndergaard er der ingen kampagne på mig. I stedet skal man arbejde for ytringsfriheden frem til næste valg, så det kan blive et tema dér, mener både han og partiformand Pia Kjærsgaard.

Søren Espersen mener dog stadig, at der er behov for at provokere for at få afklaret, om redaktioner og annonceafdelinger har pålagt sig selvcensur. Han er sikker på, at mange af de annoncer, partiet tidligere har indrykket, ikke ville blive accepteret i dag.

Det kunne for eksempel være en valgannonce om, at man skulle være muslim for at kunne få en bolig.

"Hjælp" fra Søvndal

SF har i øvrigt tilbudt Dansk Folkeparti assistance med hensyn til materiale til en eventuel kampagne.

Partiformand Villy Søvndal har fundet en række udtalelser frem, som medlemmer af Dansk Folkeparti har fremsat, og som han mener stadig egner sig til provokation.

For eksempel skrev Dansk Folkepartis Ungdom, DFU, på en valgplakat i 2001 en tekst, der sidestillede massevoldtægter, grov vold, kvindeundertrykkelse og bandekriminalitet med et multietnisk samfund. Fire medlemmer af foreningen blev siden dømt for at have overtrådt racismeparagraffen med plakaten.

De fleste af eksemplerne ligger tre-fire år tilbage i tiden, og mange af dem er udtalelser fremsat af medlemmer af DFU.