DF-ordfører i tv-udsendelse: Skyd på bådflygtninge

Kenneth Kristensen Berth erkender, at han burde have været mere præcis i udtalelse om bådflygtninge.

Kenneth Kristensen Berth forklarer, at det han egentlige mente med at skyde på bådflygtningene var et "varselsskud". (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Flygtninge, der sejler over Middelhavet i gummibåde, skal skydes på, hvis de sejler inden for en bestemt sømilegrænse.

Det er budskabet fra Dansk Folkepartis EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, i EuropaMagasinet på DK4.

- Du må ikke sejle inden for denne her territorialgrænse, hvis du gør det, så bliver du enten beskudt, eller også bliver du vendt om og sejlet tilbage, siger han blandt andet under en debat med Europabevægelsens formand, Stine Bosse.

Programmets vært, Ole Stephensen, spørger herefter:

- Hvis de kommer ind over en bestemt sømilegrænse, skal man skyde på dem?

Til det svarer Kenneth Kristensen Berth "for eksempel".

Præciserer kommentar

Programmet er optaget mandag 5. december. Onsdag aften erkender DF'eren, at han burde have været mere præcis i sine udtalelser.

- I bagklogskabens lys har jeg ikke udtalt mig klart nok, siger han til Ritzau.

- Det jeg mente var, at i yderste konsekvens kunne man jo affyre et varselsskud.

- Men alt kan udlægges til ugunst for en, hvis man har ondt i sinde. Og det er klart, at der selvfølgelig også er nogen, der vil udlægge det her på en specifik måde, som bestemt ikke har været intentionen med det, jeg siger.

Klippet med DF-ordføreren kan ses på Mediehuset Kbh's hjemmeside her.

/ritzau/

Facebook
Twitter