Spørgsmålet om, hvorvidt klimaforandringerne er menneskeskabte eller ej, er et spørgsmål om tro - og tro hører til i Folkekirken.
Sådan lyder budskabet fra Dansk Folkepartis klimaordfører Mikkel Dencker, der i dagens udgave af Dagbladet Information sætter ord på, hvorfor han ikke nødvendigvis føler sig sikker på, at klimaforandringerne er menneskeskabte.
I interviewet siger klimaordføreren, at han ikke kan udelukke menneskeskabte klimaforandringer.
- Men så længe, der er pålidelige forskere, der siger det ene, og så nogle andre, der siger det andet, så føler jeg mig ikke fuldstændigt overbevist om, at den ene forklaring er mere rigtig end den anden, siger han til Information.
Omkring 97 procent af verdens klimaforskere vurderer ifølge Information, at vi mennesker bidrager til klimaforandringerne. Klimaordføreren medgiver i interviewet, at det også er "en sandsynlig forklaring".
- Forstår hvad han mener
I Dansk Folkepartis ledelse forstår Søren Espersen godt budskabet fra Mikkel Dencker. Han er dog selv af den opfattelse, at dele af klimaforandringerne er menneskeskabte, og han understreger, at partiet er med i de brede klima- og energiaftaler, der bliver lavet på Christiansborg.
- Jeg har ikke anden kommentar til det, end at jeg mener, at det er delvist det ene og delvist det andet. Og så kunne det være rart, hvis den her diskussion ikke blev så fanatisk, som den er. Det er næsten umuligt at gå ind i den debat uden at man bliver smasket – uanset om man kommer fra den ene side eller den anden side.
Men har Mikkel Dencker I så fald en pointe i, at klimaforandringer nogle gange bliver til et spørgsmål om tro?
- På den måde forstået, at der er fanatisme på begge sider. Det er ikke alene dem, som har afvist og benægter, at det har med mennesker at gøre. Det er også den anden side. Man taler ikke sammen. Man vil ikke acceptere, at det kunne måske være det ene og det andet. Den diskussion er det måske meget godt at få.
Træt af klimafanatisme
Er der plads til uenighed på det her spørgsmål i Dansk Folkeparti?
- Jeg melder mig ikke på nogens side. Jeg siger bare, at der er for meget fanatisme på begge sider. Når Mikkel siger, det er et spørgsmål om tro, så forstår jeg godt, hvad han mener med det. Hvorfor skal vi ikke tale om det på en ordentlig måde. Undgå forurening og arbejde for at nå de mål, vi har sat os. Hvorfor kan vi ikke gøre det samtidig med, at vi også erkender at der givetvis også har været klimaforandringer lang tid før, at der var nogen, der overhovedet tænkte på mennesker på den her jord?
Dansk Folkeparti ses traditionelt som et topstyret parti på Christiansborg. Noget som partiledelsen historisk ikke har lagt skjul på i flere interviews.
I dette tilfælde vil DF-næstformand dog ikke forholde sig til, hvorvidt Mikkel Denckers synspunkter er partiets.
Men når Mikkel Dencker siger, at klimaforandringerne ikke nødvendigvis er menneskeskabte, er det så et udtryk for Dansk Folkepartis holdning?
- Jeg tror egentlig, jeg har gjort min stilling klar.
Men kan man godt være klimaordfører i Dansk Folkeparti, hvis man ikke tror på, at dele af klimaforandringerne er menneskeskabte?
- Så hører du ikke, hvad jeg siger. Vi kommer ikke videre her.
Mikkel Dencker siger også, at visse klimaforskere ”fremprovokerer en panikstemning”. Kan du følge det?
- Som sagt, så har jeg givet et interview om, hvad jeg siger. Det er det, der ligger fast. Jeg vil ikke ind i en hel masse detaljer. Jeg har på forhånd sagt, at jeg ikke er ekspert på det område, så vi holder her, afslutter Søren Espersen.
Rettelse: I en tidligere udgave af faktaboksen på denne artikel fremgik det ikke tydeligt, at de 97,1 procent af forskerne mener at mennesker bidrager til - men ikke nødvendigvis er ene ansvarlige for - klimaforandringerne.