Dansk politi bruger Europol 10 gange så meget som andre EU-lande og søger hver dag 200 gange i kriminalitetsregistrene for at finde beviser, personbeskrivelser og tidligere forbrydelser.
Et værktøj politiet har fremhævet som særdeles værdifuldt i flere omgange.
Men det undrer i den grad EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth (DF), at dansk politi dagligt søger 200 gange i Europols kriminalitetsregistre.
- Jeg har undret mig lidt over de her tal. Det skal jeg gerne indrømme. At det er så stor en andel dansk politi søger i forhold til de andre lande. Der må jo være en anden politifaglig tilgang til det end i Sverige, sagde han i DR2 Deadline tirsdag aften.
Europa-Kommissionen er kommet med et tilbud til Danmark om, hvordan et særligt Europol-medlemskab kan skrues sammen, og dermed kan en aftale være tæt på.
Ordfører: Det er påfaldende
Ifølge DR Nyheders oplysninger vil dansk politi fremover ikke selv kunne slå op i Europols registre. Det kommer til at foregå via en medarbejder hos Europol. Og så kommer vi sandsynligvis til at betale et beløb per søgning.
Dermed tyder alt på, at dansk politi kommer til at søge mindre i Europols registre i fremtiden, og det er ikke nødvendigvis godt, mener Kenneth Kristensen Berth, der dog kalder det "påfaldende", at Danmark søger så meget i registrene, som vi gør.
- Det er da påfaldende, at vi står for noget, der ligner en tredjedel af samtlige søgninger.
Hvorfor?
- Fordi vi er fem millioner indbyggere i Danmark. Og vi har ikke en tredjedel af al kriminalitet. De har en anden politifaglig vurdering, end man måske har i Sverige, som vist foretog 7.000 søgninger sidste år eller noget i den retning.
Så politiet i Sverige er måske dygtigere til det her end dansk politi?
- Nej, det mener jeg sådan set heller ikke. Jeg konstaterer bare, at der bliver søgt umådeligt meget mere i Danmark, end der gør i Sverige og i alle andre lande.
Så du vil have det fint med, at der nu bliver søgt mindre?
- Det vil jeg ikke nødvendigvis sige. Jeg konstaterer bare, at det er lidt påfaldende, at vi står for en tredjedel af samtlige søgninger, sagde EU-ordføreren i Deadline.
Danskerne tog 3. december sidste år stilling til, om vores retsforbehold skulle erstattes af en tilvalgsordning. Det endte som bekendt med et "nej", og dermed har det stået klart, at Danmark ville ryge ud af det europæiske politisamarbejde 1. maj 2017, hvis ikke der blev forhandlet en aftale med EU på plads.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har indkaldt de øvrige partiledere i Folketinget til et møde på torsdag, hvor der skal tages stilling til, hvad Danmark skal gå efter.
Løkke har dog slået fast, Danmark ikke får et helt og fuldt medlemskab af Europol, som vi har i dag.
- •
Danmark bruger Europol 10 gange så meget som andre EU-lande:
- •
Sidste år søgte Danmark over 71.000 gange i det såkaldte Europol Information System - eller EIS-databasen, som den kaldes i daglig tale.
- •
I databasen kan politiet lede i flere tusinde beviser, personbeskrivelser og forbrydelser efter kriminelle, der arbejder på tværs af landegrænser.
- •
Til sammenligning brugte Tyskland databasen over kriminelle 63.000 gange på et år, Sverige søgte 1.200 gange efter beviser, mens Holland, som beskrives som et knudepunkt for kriminalitet i Europa, brugte forbryder-databasen 1.500 gange i 2014.