DF-ordfører: Anhold iraner i Danmark efter terrorangreb

Politi bør afhøre iraner efter terror i Iran, mener DF's Søren Espersen, formand for Udenrigspolitisk Nævn.

Dansk politi bør anholde en iraner, som oplyser, han har forbindelse med en gruppe, som stod bag et terrorangreb i Iran. Det mener Søren Espersen. (Foto: sØRen Bidstrup /Scanpix © Ritzau Scanpix)

Politiet bør anholde og afhøre Yaqoub Al Tostari, som kalder sig selv for talsmand for gruppen Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahwaz (ASMLA).

Gruppen afviser, at den stod bag et angreb i byen Ahwaz mod en iransk militærparade med 25 dødsfald i weekenden.

Det siger Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, som er formand for Udenrigspolitisk Nævn i Folketinget. Regeringen rådfører sig efter grundloven med nævnet om udenrigspolitik.

- Vi har haft en tilståelse fra en person, der bor i Danmark om, at han tilhører samme bevægelse, som stod bag terrorangrebet. Personen bør anholdes af politiet. Så må han gennemgå et forhør, siger Søren Espersen.

Men Yaqoub Al Tostari oplyser til DR, at bevægelsen Ahwaz National Resistance (ANR) gennemførte angrebet.

- Vi er kun den politiske del af bevægelsen Ahwaz National Resistance (ANR) og står for mediehåndtering, sagde talsmanden til DR.

Søren Espersen tror ikke på hans forklaring.

- Den historie med, at der er en politisk og en militær gren, tror jeg simpelt hen ikke på. Det prøvede (den irske republikanske hær) IRA også med partiet Sinn Fein. Det går simpelt hen ikke mere, siger Søren Espersen.

Søren Espersen understreger, at ingen udleveres fra Danmark uden dom ved en dansk domstol.

- I min optik taler intet imod, at vi efter en dom kan udlevere personen til Iran. I Danmark har vi folk, der er tilknyttet terrorbevægelser, siger Søren Espersen.

I 2013 godkendte Højesteret, at en mand kunne udlevere til retsforfølgelse i Rwanda for krigsforbrydelser.

Yaqoub al-Tostari er ikke den herboende iraners rigtige navn, men et navn han af sikkerhedsmæssige årsager benytter i arbejdet for ASMLA.

/ritzau/

Facebook
Twitter