DF parat til at forlænge dagpengeperioden

DF stemte for at vedtage dagpengereformen, der forkortede dagpengeperioden, men nu mener partiet, at dagpengeperioden skal forlænges igen.

Kristian Thulesen Dahl vil have dagpengeperioden forlænget igen. (Foto: Torsten Raagaard)

Selvom Dansk Folkeparti var med til at stramme dagpengereglerne for et par år siden, så er formand Kristian Thulesen Dahl nu klar til, at genforhandle reglerne.

- Dagpengereformen blev lavet i forventning om, at færre ville få problemer med den her forkortede dagpengeperiode, fordi der ville være kommet vækst igen efter krisen. Men væksten er udeblevet, selvom regeringen har kickstartet økonomien, og det bliver vi politikere nødt til at reagere på, siger han.

Siden nytår har 10.000 arbejdsløse mistet deres dagpenge, og det er flere end forventet, siger Kristian Thulesen Dahl. Derfor mener han, at regeringen burde forlænge dagpengeperioden en gang til, indtil der kommer vækst i samfundet igen.

- Dansk Folkepartis forslag er, at vi gør det en gang til. Det giver god mening, at dagpengeperioden først fortabes, når der er job igen, siger Kristian Thulesen Dahl.

Ud af busken

Og formanden for Dansk Folkeparti mener ikke, at det er et brud på det forlig, som hans parti stemte igennem sammen med den tidligere regering og De Radikale.

- Det er ikke et brud på et forlig. Vi står ved dagpengereformen, for den er god for dansk økonomi på lang sigt. Men politikere må selvfølgelig i al almindelig sørge for at indfase de reformer, vi laver på en måde, der giver mening i den tid, vi er i. Og der må vi bare erkende at krisen den har varet længere tid, end vi havde forudset, da vi lavede reformen, siger Kristian Thulesen Dahl.

Han opfordrer regeringen til at "komme ud af busken":

- Nu er det op til regeringen, om de vil være med til at lave nogle reformer for de mennesker, der mister ganske meget i de her måneder.

Facebook
Twitter