Meningsmålingerne daler, byrådsmedlemmerne siver – og nu fremsætter flere folkevalgte DF'ere for første gang direkte kritik af formand Kristian Thulesen Dahl. Det sker i en stor rundringning, hvor DR Nyheder har talt med mere end 100 af partiets lidt over 200 byrådsmedlemmer.
DF har brug for en ny formand med "mere kraft", mener viceborgmester i Frederikssund, Lars Thelander Bostrøm.
- Jeg beklager rigtig meget, at Pia (Kjærsgaard, red.) ikke er formand mere. Hun havde en kraft og en fylde, som løftede hele partiet. Som det går nu, ser det ikke godt ud. Svagheden er, at vi har Kristian Thulesen Dahl, som har svært ved at udtrykke sig på en god måde.
Partiet er i sin største krise nogensinde, mener byrådsmedlem i Helsingør Ib Kirkegaard, der har været DF’er, siden han for 25 år siden var med til at indsamle underskrifter for partiet. Han fremsætter derfor en deadline for Kristian Thulesen Dahl:
- Jeg tør godt sige, at hvis vi ikke får 10 procent ved næste folketingsvalg, så er det ud af vagten.
Kristian Thulesen Dahl og resten af partitoppen skal "gå til angreb i stedet for at sætte sig i sofaen og vente", lyder rådet fra Jan Rytkjær Callesen, der indtil sidste år sad i Folketinget for DF og nu er byrådsmedlem i Sønderborg.
- Vi skal tilbage til den skarphed, vi havde engang. Vi er blevet for bløde. Det er et problem, at man ikke har udviklet næste generation. Jeg er stadigvæk trofast over for Kristian Thulesen Dahl, for jeg kan ikke se andre, der kan overtage hans plads lige nu. Det er der, problemet er, siger han.
I begyndelsen af måneden fik DF den dårligste måling, partiet har fået, siden Epinion begyndte at lave meningsmålinger for DR i 2008: Blot 6,8 procent. Flere byrødder frygter, at partiet styrer mod endnu en vælgerlussing ved kommunalvalget næste år.
- Når vi bliver spurgt direkte, om vi er bekymrede, så må vi selvfølgelig sige ”ja”. Det nytter jo ikke, at vi kommer med de aftalte paroler og stiller os op som komiske Ali og siger, at der ikke er noget galt, siger Eli Jacobi Nielsen, der er DF’s gruppeformand i Faxe Byråd, og tilføjer:
- Politik er lige så ubarmhjertig som fodbold: En træner kan vinde mesterskaber i en årrække, men på et tidspunkt kommer der en stribe knap så gode resultater. Så vælger man at skifte træneren ud i håb om at få en chok-effekt og få optimismen tilbage både hos spillere og tilhængere.
'Vi frygter, at vælgerne løber fra os'
DR Nyheder har i rundringningen spurgt byrådsmedlemmerne, hvad de ser som årsag til partiets nedtur, hvad der i deres optik skal til for at vende den - og om de har den rigtige formand til at gøre det.
De fleste bakker op om både formanden og linjen:
- Jeg stikker ikke halen mellem benene, bare fordi vi har lidt modgang. Det er superærgerligt lige nu, men jeg er forhåbningsfuld, siger byrådsmedlem Laila Sortland fra Syddjurs Kommune.
En del følger anvisningerne fra partikontoret på Christiansborg om ikke at svare på den slags spørgsmål, når journalisterne ringer.
Men en række byrådsmedlemmer fra alle dele af landet lufter nu åbent deres tvivl om Kristian Thulesen Dahls gennemslagskraft – og flere taler endda åbent om behovet for et generationsskifte i partitoppen og sætter spørgsmålstegn ved, om han er den rigtige formand til at vende nedgangen.
De frygter, at hans mangel på ”kant”, en generel ”metaltræthed” i partiet og ”fnidder og fnadder” på Christiansborg vil skade deres chance ved kommunalvalget til efteråret 2021.
- Vi frygter, at vores vælgere løber fra os. Jeg har selv kammerater, der siger, "Vi kan ikke stemme på dig mere – og slet ikke på Dansk Folkeparti". De siger til mig, at der er for meget fnidder, at vi ikke har slagkraft nok, at Kristian Thulesen Dahl har mistet mælet og er blevet grå i toppen, siger John Harpøth, der er 1. viceborgmester i Holbæk.
I Vesthimmerlands Kommune deler byrådsmedlem Brian Christensen bekymringen op til kommunalvalget:
- Det bliver nok svært at få vendt skuden, så vi holder skindet på næsen. Det må vi nok erkende. Og hvis det ser værre ud til den tid, så skal der jo ske et eller andet. Men jeg tror faktisk, det er sundt nok for os med sådan en mavepuster her, for det tvinger os til at blive skarpere.
Når mikrofonerne er slukkede, og DF'erne taler uden for citat, er analysen mere dyster: Aldrig før har partitoppen været så meget ude af trit med virkeligheden og vælgerne. Enkelte frygter endda, at løbet er kørt, og at DF har udspillet sin rolle i dansk politik.
Én ting er alle - kritikere eller ej - dog enige om: Kristian Thulesen Dahl er både venlig og kompetent. Og mange af kritikerne har heller ikke et bud på, hvem der i givet fald ville være en bedre formand lige nu.
- Jeg tror, Kristian er den rigtige - indtil der kommer en anden. Så længe der ikke er andre, tror jeg på ham, siger byrådsmedlem Jan Voss fra Tønder.
Er han den rette formand til at sikre jer fremgang?
- Vi ser jo frem til kommunalvalget næste efterår, hvor vi gerne skulle gå frem. Hvad der så sker derefter, må valgresultatet jo vise. Så er du velkommen til at ringe og spørge igen.
Det lyder ikke som en særlig fuldtonet opbakning?
- Så længe, der ikke er andre formandsbud, bakker jeg ham op. Kommer der en udfordrer, så må vi se, hvem det er – og hvordan det udvikler sig, siger Jan Voss.
Herunder kan du se den dalende opbakning til Dansk Folkeparti - fra rekordvalget i 2015 til vælgerlussingen i 2019 og de fortsat dalende målinger - sammen med udvalgte nedslag fra dansk politik:
Byrådsmedlemmer siver
Den seneste måned har seks byrådsmedlemmer forladt DF. De frafaldne har forskellige forklaringer på, hvorfor de ikke længere kan se sig selv i partiet. Én kalder DF for "en dødssejler". En anden føler sig ikke hørt af partiledelsen.
Da Ghita Nelander i begyndelsen af juni skiftede fra DF til Nye Borgerlige i Næstved Byråd, var det blandt andet, fordi DF i hendes optik er blevet for pæne og mangler energi og mod:
- Jeg var til Pia-stilen med kant, lidt frækhed og til at sige tingene direkte. Der er vi blevet for pæne. Kristian skal fortsat være der, fordi han er superskarp. Men der skal være en med karisma til at stå forrest, sagde hun dengang til DR.
Og flere byrådsmedlemmer overvejer lige nu deres fremtid i partiet.
- Jeg overvejer meget kraftigt, om jeg skal stille op igen, siger John Harpøth, der er 1. viceborgmester i Holbæk.
- Vi synes ikke, det er sjovt at kæmpe for dem på Christiansborg, hvis der er for meget fnidder, tilføjer han.
Det er ikke hverdagskost, at I fra baglandet siger den her slags ting til pressen. Er du ikke bange for at fortælle det?
- Nej, det er jeg faktisk ikke. For jeg skriver rimelig tit til Christiansborg, hvad vi mener her i Holbæk. For tre uger siden sendte vi et meget skarpt brev til Kristian Thulesen Dahl, fordi vi er frustrerede over, hvad der sker. Det dur ikke. Det er ærgerligt og skuffende for os herude.
John Harpøth har med egne ord altid støttet Kristian Thulesen Dahl, men der er i viceborgmesterens optik "ingen tvivl om, at han er falmet og har mistet dømmekraft":
- Det har vælgerne også bemærket. Han er ikke så stærk mere. Det er ikke sundt.
Er han den rigtige formand til at få vendt skuden?
- Det kan jeg ikke svare på. For jeg er jo ikke tæt nok på dem inde på Christiansborg. Der er langt fra os og ind til dem.
Men han har været i toppen af partiet i 25 år. Bør du ikke kunne svare på, om han er den rigtige formand for dit parti?
- Nej, det kan jeg ikke. Og det vil jeg ikke, siger John Harpøth.
Er det ikke netop, når målingerne er dårlige og der er modvind, at I bør stå sammen og bakke op om formanden i stedet for at komme med offentlig kritik?
- Jo, det kunne man godt sige. Men jeg synes, det er vigtigt, at man melder ud, så de rigtigt kan forstå det inde på Borgen, at der er noget, der rumler herude. Der er mange, der ikke tør stå frem og sige deres mening om de her ting. Jeg ved godt, at der er mange, der har fået mundkurv på, men det tror jeg ikke er den rigtige løsning.
DR var med, da DF i Holbæk tidligere på ugen holdt generalforsamling. Her var Kristian Thulesen Dahls fremtid som formand et af de varme emner. Du kan se diskussionen i videoen herunder.
'De glemte at lytte, måske fordi vi blev for store for hurtigt'
Der er næsten lige så mange bud på årsagen til DF's historiske nedtur, som der er DF-byrødder, der nu vil dele deres frustrationer. En af de hyppigste forklaringer er, at vælgerne blev skuffede, da DF ikke gik med i regeringen efter valget i 2015, hvor partiet med 21,1 procent af stemmerne for første gang blev Folketingets største borgerlige parti.
Flere påpeger også ledelsens manglende lydhørhed over for baglandet.
- Man kan godt gå lidt for meget inde bag Christiansborgs tykke mure og ikke rigtig høre hverken på os i baglandet eller vælgerne. Men det ved de godt. De glemte at lytte, måske fordi vi blev for store for hurtigt, siger byrådsmedlem Jette Lund fra Struer.
- Der er nogen, der har siddet der i rigtig mange år - og måske i så mange år, at de troede, det hele kom af sig selv. Og så har de nok glemt os byrødder en lille smule, istemmer byrådsmedlem Jack Odgaard fra Faabog-Midtfyn.
I foråret krævede en række lokalformand, at partiets 12 mand store - og magtfulde - hovedbestyrelse skulle udvides med 10 medlemmer fra baglandet. Det blev afvist, og i stedet har baglandsfolkene fået et såkaldt tillidsmandsforum, der vil sidde med ved fire udvalgsmøder om året. Men uden stemmeret.
Samtidig kritiserede tidligere DF-medlem af Europa-Parlamentet Anders Vistisen i avisen Danmark partitoppen for at have "ramt en mur med 120 km/t, men man slingrer videre". Han fik efterfølgende en plads i et nyt udvalg, der skal forberede kommunal- og regionalvalget i 2021.
- Det, Vistisen sagde, er der mange af os, der går og tænker. Jeg tror, de kunne have beholdt mange medlemmer, hvis de havde grebet det an på en anden måde inde på Borgen og skyndt sig at komme ud til os, siger Jack Odgaard fra Faaborg-Midtfyn.
Flere af byrådsmedlemmerne har blandt andet været frustrerede over det, de selv betegner som en "slingrekurs" i EU-politikken, hvor forskellige politikere i partitoppen har meldt forskellige ting ud. Derfor kvitterer mange af dem for, at formanden endelig i sin grundlovstale 5. juni slog fast, at DF vil have Danmark ud af EU.
'De har siddet lidt kraftigt på pyt-knappen inde på Christiansborg'
En anden ting, som DF'ere landet over har bidt mærke i, er et særligt ord, som Kristian Thulesen Dahl ynder at bruge: "Pyt".
Da det i 2018 blev valgt som danskernes yndlingsord, skrev daværende folketingsmedlem Lise Bech (DF) på Facebook:
- Alle, der har deltaget i møder med Kristian Thulesen Dahl, ved, at det også er hans yndlingsord. Sig pyt og kom videre.
Og da DF's gruppeformand på Christiansborg, Peter Skaarup, sidste år holdt tale ved Thulesen Dahls 25 års jubilæum og 50-års-fødselsdag, talte han også om formandens evne til at sige pyt.
Men i baglandet er begejstringen for ordet langt fra lige så stor. Her har flere fået nok af at høre formanden sige pyt til ting, som de opfatter som både vigtige og afgørende for partiet.
- De har siddet lidt kraftigt på pyt-knappen inde på Christiansborg. Det hele kørte godt, og vi var et stort parti. Når vi var til møder, blev vi informeret om, at vi skulle huske at sige pyt. Det har de inde på Borgen sagt til for mange ting, siger byrådsmedlem Jack Odgaard fra Faaborg-Midtfyn.
Også Birgit Holse, der sidder i byrådet i Guldborgsund, er træt af, at "pyt er blevet Kristians slogan":
- Hvis der er noget, vi ikke bryder os om, som alligevel bliver gennemført, så har Kristian det med at sige: "Nå ja, pyt". Vi er mange, der synes, han skulle stå mere fast. I stedet for at være skarp og markant og sige: "Det er noget lort, det her", så siger han "pyt". Og så ligger den der, siger hun.
DF-top erkender 'lidt for meget sort snak og teknikaliteter'
Kristian Thulesen Dahl har ikke ønsket at stille op til interview. I stedet svarer gruppeformand Peter Skaarup på kritikken fra partifællerne:
- Det er klart, at det er noget, Kristian Thulesen Dahl og resten af partiet vil gøre noget ved. For det siger sig selv, at DF skal have klare holdninger - og det har vi også.
Gruppeformanden erkender, at partitoppen i Christiansborg-spillet om indflydelse nogle gange er "kommet til at tale lidt for meget sort snak og teknikaliteter".
- Og det er svært for borgerne at forstå. Så vi skal sørge for at komme med nogle klare budskaber, og det er vi rigtig godt på vej til.
Men han minder igen og igen om, at Kristian Thulesen Dahl er den formand, der har sikret partiet det bedste valg nogensinde - nemlig 21,1 procent i 2015. Og Skaarup er sikker på, at Thulesen Dahl har kanten og de klare meldinger til at gøre det igen.
Gør det ikke indtryk på dig, at partifæller landet over – folkevalgte DF’ere – har en anden opfattelse?
- Jo, selvfølgelig gør det indtryk. Men jeg må også sige, at det er mit indtryk, at det store flertal af vores tillidsfolk og byrådsmedlemmer elsker DF og er klar over, at vi har haft en vanskelig tid, men at vi er parate til at stå sammen og sikre nogle fantastiske valg fremover, siger Peter Skaarup.
Se med, når 21Søndag i aften fortæller historien om DF's storhed og nedtur. Det er på DR1 klokken 21.00.