DF-pressechef stopper efter 15 år

Søren Søndergaard har siden 2005 været en del af rygraden i DF.

Pressechef Søren Søndergaard har været en helt central figur i Dansk Folkeparti i flere år (arkivfoto) (Foto: NORDE ERNST VAN © Scanpix)

Dansk Folkepartis pressechef, Søren Søndergaard, stopper efter at have været ansat i partiets apparat siden 2005, skriver Berlingske.

Han har været en helt central figur i Dansk Folkeparti (DF), hvor han har været ansat som både kampagnechef, valgchef og pressechef.

Beslutningen om at stoppe er hans egen, fortæller han.

- Det er et par år siden, at jeg gav udtryk for, at jeg ikke skulle være pressechef for evigt, og at valgkampen i juni skulle være min sidste, siger han.

Beslutning har været længe undervejs

Søren Søndergaard har været en uomgængelig figur i Dansk Folkeparti i 15 år. Og sammen med Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup har han udgjort rygraden i partiet.

Alligevel har beslutningen været længe undervejs, siger han.

- Jeg har jo også været kampagnechef og valgchef, og det hele i én pakke. Det har været rigtig godt, men det medfører også mange arbejdstimer, og det har været et virkelig stort ansvar, siger Søren Søndergaard.

- Så jeg sagde, at jeg gerne ville bruge min erfaring og min viden om politik og Dansk Folkeparti på en anden måde, tilføjer han.

Hans afløser bliver Jesper Beinov, der er tidligere særlig rådgiver for forhenværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V). Han har desuden en fortid som redaktør på blandt andet Berlingske.

Det er endnu ikke afklaret, hvad Søren Søndergaards nye rolle skal være, når han stopper 24. februar, men planen er, at han fortsat skal have kontor på Christiansborg, skriver Berlingske.

Søren Søndergaard er uddannet journalist og har ud over DF været ansat som redaktør, direktør, redaktionschef ved blandt andet Søndagsavisen.

/ritzau/