DF-profil kritiserer dansk EU-dækning i bog til 240.000 hjem

Anders Vistisen (DF) langer ud efter danske medier i debatbog, der husstandsomdeles til 240.000 danske hjem.

Flest bøger bliver omdelt i områder som Syd- og Midtjylland samt Vestsjælland og Lolland-Falster, hvor Dansk Folkeparti står stærkt. (Arkivfoto). (Foto: Henning Bagger /Scanpix © Ritzau Scanpix)

De danske medier, journalister og eksperter bedrager og fordrejer, når det drejer sig om EU.

Sådan lyder beskyldningerne fra Dansk Folkepartis gruppeformand i EU-Parlamentet, Anders Vistisen, i en debatbog. Den bliver om godt en uge husstandsomdelt til 240.000 danske hjem.

Det skriver Berlingske.

Debatbogen med titlen 'Det store EU-bedrag - mediernes fortielser og fordrejninger' er finansieret af EU-midler og dermed skattekroner. Den kommer cirka to måneder før valget til Europa-Parlamentet.

I bogen benytter Anders Vistisen øgenavne, mens han kritiserer flere navngivne journalister, hvis 'begejstring for projektet og aversion mod EU-skeptikere ofte skinner igennem i avisspalterne og på tv-skærmene'.

Derudover bliver en række af de danske EU-eksperter i bogen kritiseret for at være 'ultra pro-europæere'.

'For meget indspisthed'

Til Berlingske siger Anders Vistisen, at idéen til bogen bygger på en opfattelse af, at medierne ikke dækker EU med kritisk distance til magthaverne.

- Jeg syntes, der var for meget indspisthed, og det var en følelse, som jeg blev mere og mere frustreret over, siger han til Berlingske.

Tom Jensen, chefredaktør på Berlingske, mener, at Anders Vistisen er i sin gode ret til at benytte sig af ytringsfriheden, men han er kritisk over for indholdet i bogen.

- For mig ligner det et forsøg på at åbne en EU-krig mod konkrete medier og journalister. Og det er lidt trist. Vi har set andre steder for eksempel USA, at der er en politisk lyst til at drage medierne ind som part i den politiske kamp. Det er ikke en kamp, jeg som medieleder vil være en del af, siger han.

Også nyhedschef i DR Nyheder, Thomas Falbe, tager afstand til bogens indhold - i særdeleshed debattonen og sprogbrugen i bogen, som han kalder uværdigt.

- Det tjener bestemt ikke til at fremme en sund og demokratisk samtale. Der er en risiko for, at måden vi diskuterer holdninger, indhold af politik og mediernes vilkår kan blive meget skæv og uheldig, når man benytter øgenavne og decideret groft sprogbrug hængt op på nogle eksempler, der er fuldstændig løsrevet fra den fulde sammenhæng, siger han og fortsætter:

- Det er svært at forholde sig nøgternt til en kritik, der udkommer i den form, som den gør her. Men en lang række af de eksempler, han trækker frem om DR, er decideret forkerte og taget ud af en sammenhæng og bliver brugt til at fremme et billede af, at DR's dækning af EU har et bestemt politisk motiv.

Professorer afviser påstande

Flere professorer afviser i Berlingske, at Vistisen har hold i, at medierne overvejende er pro-EU.

- Hvis man havde lyst til at lave den modsatte historie - at medierne var imod EU - kunne man også sagtens finde eksempler på det, siger professor i journalistik og medieforsker ved Roskilde Universitet Mark Ørsten til Berlingske.

Ørsten har skrevet en ph.d.-afhandling om dansk EU-journalistik.

Midlerne til bogen kommer ifølge Vistisen fra den gruppe i parlamentet, som Dansk Folkeparti er medlem af. Og det er en gråzone, vurderer Wouter Wolfs, der forsker i EU og støtte til politikere ved Leuven Universitet i Belgien.

- Det er formentlig noget, som vil blive undersøgt nærmere i Europa-Parlamentet, siger Wouter Wolfs til Berlingske.

Bogen bliver husstandsomdelt til 240.000 danske hjem i samtlige storkredse. Flest bliver omdelt i områder som Syd- og Midtjylland samt Vestsjælland og Lolland-Falster, hvor Dansk Folkeparti står stærkt.

/ritzau/

Facebook
Twitter