DF-profil opfordrer partifæller til ikke at stemme på Messerschmidt: Han mangler lederevner

Folketingsmedlem Marie Krarup kan ikke bakke op om Morten Messerschmidt som kommende formand for partiet. I stedet støtter hun Martin Henriksen.

Dansk Folkepartis Marie Krarup opfordrer andre i partiet til ikke at stemme på Morten Messerschmidt ved formandsvalget 23. januar. (Arkivfoto) (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Morten Messerschmidt mangler lederevner - men Martin Henriksen er Dansk Folkepartis dna.

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis integrationsordfører Marie Krarup, som nu melder klart ud, at hun mener, den kommende formand for Dansk Folkeparti, der skal vælges den 23. januar, skal hedde Martin Henriksen.

Hun kan nemlig ikke støtte nuværende næstformand Morten Messerschmidt, siger hun.

- Han har ikke de nødvendige lederevner. Så selvom han har fantastiske kvaliteter som politiker og især som retoriker, så mener jeg ikke, han kan være formand for DF.

Det er især Morten Messerschmidts håndtering af sagen om svindel med EU-midler, hvor Messerschmidt indledningsvist blev dømt skyldig, der i Krarups optik gør ham uegnet.

- Han har været leder af en lille gruppe i Europa-Parlamentet - det gik jo helt galt, siger hun og fortsætter:

- Han svigtede ved ikke at trække sig som næstformand, da han blev dømt i byretten. Det var forkert. Det kastede en skygge over partiet. Og over ham selv, siger hun.

Sagen skal nu gå om, da der er sået tvivl om dommerens habilitet. Men Morten Messerschmidts håndtering vidner om, at han vil være bedre som politisk ordfører end formand, lyder det fra Marie Krarup.

- Han skulle have trukket sig som næstformand og have ventet på, at ankesagen kom for. Eller trukket sig fra Folketinget, det foreslog jeg ham, siger hun.

- Det er jo en mærkelig situation at have en formandskandidat, der ikke er renset, og som stiller sig til rådighed for partiet, siger hun.

Og hun opfordrer derfor andre til at lade være med at stemme på Morten Messerschmidt.

- Det er meget problematisk, hvis Morten bliver valgt. Jeg synes ikke, man skal stemme på ham.

Morten Messerschmidt under retssagen i byretten i august måned sidste år. En straffesag, der nu skal gå om. (Foto: © Philip Davali, Ritzau Scanpix)

Valgte sig selv over Støjberg

Men der slutter Marie Krarups problemer med Morten Messerschmidt ikke.

Hun mener, at han var for optaget af at tage rundt i landet og føre kampagne for sig selv og glemte Inger Støjberg, da Kristian Thulesen Dahl valgte at gå af som formand.

- Han indrykkede en kronik med nogle krav til Støjberg, det virkede meget konfrontatorisk og som om, han ikke ønskede at give hende en plads. Han gjorde ikke alt, man kunne, for at vise, hun var velkommen.

Marie Krarup er ærgerlig over, at Inger Støjberg ikke har meldt sig ind i Dansk Folkeparti, selvom hun ikke mener, Støjberg kunne være blevet formand.

- Det ville være svært, men hun skulle overbevises om, at hun kunne få en fremtræden plads, siger hun.

Martin Henriksen er DF's DNA

Én, der til gengæld får rosende ord fra Marie Krarup, er det tidligere folketingsmedlem Martin Henriksen, som er en af de fire formandskandidater.

Martin Henriksen (DF) sad i Folketinget i sidste valgperiode. Marie Krarup kalder ham 'DF's dna'. (Foto: © ASGER LADEFOGED, Ritzau Scanpix)

- Martin er et ordentligt og redeligt menneske, siger hun, selvom hun tilføjer, at de to DF'ere ofte kan "skændes bravt".

- Han har synspunkter, jeg ikke altid kan støtte, men man kan tage en debat med ham.

- Martin kan retledes, når han skyder – eller vil - skyde forkert. Så jeg tror, at Martin, på grund af sin evne til trods alt at lytte til andre, kan blive en god formand.

Martin Henriksen er kendt blandt andet for sine markante holdninger på udlændingeområdet - og det gør ham egnet, siger Marie Krarup.

- Han er jo DF's dna – med en stram udlændingepolitik og med en ikke-akademisk baggrund, siger hun.

Taler 'brutalt' og 'vulgært'

Når det gælder skænderierne mellem Marie Krarup og Martin Henriksen, så tror Krarup ikke, at de bliver et problem.

- Vi har haft slagsmål om, hvordan man skal tolke islam og sharia. Jeg synes, det er forkert, hvis det gælder om at tale mest brutalt om islam og muslimer. Det kommer an på at tale klogt om det, siger hun.

Men hvis Martin Henriksen skal være formand, så opfordrer hun ham til at vælge en mere 'lødig' linje i sin retorik, for hun mener, han har en tendens til at tale for 'brutalt'

- Det med at tale brutalt og provokerende og være ude at konkurrere med Stram Kurs – det dur ikke. Der skal man være mere gennemtænkt. Og give et mere lødigt svar på problemerne, siger hun.

Men kan du ikke netop frygte, at han vil trække partiet i den retning, der er mere konfrontatorisk og provokerende?

- Jeg kan godt blive bange for, at det bliver for vulgært eller brutalt. Det er der, jeg siger, der er brug for, at nogen stopper ham, hvis han er på vej ud ad det spor.

Det kan I andre godt gøre?

- Ja det vil jeg i hvert fald mene, at der er en god chance for, siger hun.

Formandsvalget i Dansk Folkeparti finder sted til et ekstraordinært årsmøde den 23. januar.

Mange andre folketingspolitikere i partiet har meldt ud, hvem de støtter - herunder blandt andet Pia Kjærsgaard. Modsat Krarups har hun givet Messerschmidt sin fulde støtte.