DF sender presbold til Socialdemokratiet om pension: Bliv konkret eller vent to valg

Regeringspartierne, DF og R mener, at velfærdsforlig fra 2006 blokerer for aftale om differentieret pension.

- Min opfattelse er, at man ikke kan gennemføre det Socialdemokratiet har tænkt uden at komme i konflikt med velfærdsforliget, siger partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

En helt central aftale fra 2006 blokerer for Socialdemokratiets forslag om differentieret pensionsalder.

Det mener i hvert fald de partier, der i øjeblikket sidder og forhandler om, at nedslidte skal kunne komme nemmere på seniorførtidspension.

- Min opfattelse er, at man ikke kan gennemføre det, Socialdemokratiet har tænkt uden at komme i konflikt med velfærdsforliget, siger partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF) og fortsætter:

- Det er jo derfor, at jeg opfordrer Socialdemokratiet til igen, igen, igen, igen at komme med en konkret model inden folketingsvalget, for så kan vi tage stilling til det inden folketingsvalget i stedet for at vente til efter et folketingsvalg, siger DF-formanden, der vurderer, at Socialdemokratiet må vente med at lave en differentieret pensionsalder til om to valg, hvis de ikke fremlægger noget konkret inden dette folketingsvalg.

Regeringspartierne og De Radikale er også enige i, at Socialdemokratiet vil komme i karambolage med velfærdsforliget. Sammen med DF udgør de kredsen af partier om forhandlingsbordet. Socialdemokratiet afviser på sin side, at det er nødvendigt at opsige forliget for at gennemføre forslaget.

Dermed står en samlet blå blok og De Radikale stadig stejlere over for Socialdemokratiet.

For statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kan det blive et vigtigt afsæt for valget, hvis han kan binde Dansk Folkeparti og De Radikale til en pensionsaftale.

Dermed vil Socialdemokratiet formentlig ikke kunne gennemføre deres plan. Målingerne tyder på, at Socialdemokratiet ikke vil kunne samle flertal for deres pensionsplan, hvis både DF og R melder fra.

Socialdemokratiet foreslog i januar differentieret pension, så nedslidte kan komme tidligere på pension. Regeringen indkaldte til forhandlinger, men har siden kritiseret, at der ikke er kommet noget konkret forslag fra S.

Derfor er Socialdemokratiet nu ikke længere en del af forhandlingerne. Regeringspartierne, DF og R har derfor forhandlet videre, men har skåret forhandlingerne til, så det kun handler om seniorførtidspension.

Under de forhandlinger kritiserer partierne direkte Socialdemokratiets fremgangsmåde.

De mener, at S skal fremlægge en konkret model for differentieret pensionsalder eller opsige velfærdsforliget fra 2006. Ellers kan partiet ikke gennemføre det i næste valgperiode.

Partierne henviser til de særlige uskrevne regler på Christiansborg om, at forlig skal overholdes eller opsiges før et valg, hvis man vil ændre dem.

Forliget fra 2006 slår fast, at folkepensionsalderen skal stige i takt med levealderen. Hvis S gennemfører partiets udspil, vil der være tale om forligsbrud i forhold til pensionsalderen, lyder analysen.

De Radikale mener forliget fra 2006 gælder.

- Hvis man har en aftale om, hvad folkepensionsalderen skal være for alle, og man ønsker at ændre den, så kræver det jo enten en enighed i forligskredsen, eller at man opsiger velfærdsaftalen, siger partileder Morten Østergaard (R).

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er enig.

- Det er jeg enig i. Hvis man vil gå den vej, skal man selvfølgelig meddele det til offentligheden, siger han.

Socialdemokratiet er dybt uenige

Socialdemokratiet mener dog ikke, at der vil være tale om forligsbrud, selv hvis der først laves en konkret model efter valget.

- Det er mageløst, at de blå partier, inden der er udskrevet et valg, forsøger at forhindre en potentiel, kommende socialdemokratisk regering i at hjælpe de mennesker, der bliver nedslidt, siger partiformand Mette Frederiksen.

Socialdemokratiet mener, at det eneste, der i dag er forligsbelagt fra velfærdsforliget fra 2006, er forhøjelsen af levetiden. Desuden er et forlig ikke juridisk bindende.

- Det her er et politisk valg. Efterlønnen er blevet ødelagt og afskaffet for rigtig mange mennesker, der er en uløst opgave i at sikre en værdig og reel mulighed for tilbagetrækning.

- Den opgave har jeg tænkt mig at løse efter næste valg, og jeg kan ikke forestille mig andet, end at DF selvfølgelig bidrager med det, Mette Frederiksen.

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter