DF: Thyra Frank skal til at bestille noget - ellers fyrer vi hende som minister

Hvis ikke ældreminister Thyra Frank kommer med markante forslag på ældreområdet, så mister hun Dansk Folkepartis opbakning som minister, lyder truslen fra støttepartiet.

Ældreminister Thyra Frank har været flittig til at besøge plejehjem, men det modsatte, når det handler om at komme med forslag til gavn for landets ældre, mener Dansk Folkeparti, der nu truer med at fyre hende til efteråret. (foto: Henning Bagger / Scanpix 2017) (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Dansk Folkeparti har bebudet, at partiet ønsker at skubbe Liberal Alliance ud af regeringen efter et valg for selv at overtage pladsen, men allerede nu optrapper støttepartiet krigserklæringen gevaldigt.

Dansk Folkeparti melder ud, at Liberal Alliances ældreminister Thyra Frank udretter så lidt, at partiet direkte truer med at fyre hende som minister. Hvis ikke hun senest efter sommerferien kommer med nogle markante forslag til forbedringer for de ældre, vil Dansk Folkeparti ikke længere støtte hende som minister, lyder det uden omsvøb fra støttepartiet.

- Hvis der er nogle partier, der lige som os mener, at vi har en ældreminister, der forsømmer sit arbejde, ja så kan vi jo ikke med god tro over for borgerne sige, at det er acceptabelt, at hun fortsætter, siger Dansk Folkepartis ældreordfører, Jeppe Jakobsen, og uddyber:

- For at vi fortsat holder hånden under ældreministeren, så bliver ældreministeren nødt til at fremlægge nogle konkrete tiltag i forhold til at imødegå det aldrende samfund, imødegå de mange flere tusinde demente, der kommer i de kommende år, og ikke mindst den tikkende bombe under ældreplejen, som ligger i, at vi ikke kan rekruttere personale for tiden.

Tålmodighed ved vejs ende

Han gør det klart, at ældreministeren ikke ligesom ved indgangen til sidste års folketingssæson skal bryde sig om at præsentere en tom dagsorden, når regeringen til efteråret fremlægger sit lovkatalog for det kommende folketingsår.

- Det er der, vi må gøre brættet op og se om ældreministeren har lyttet til vores kritik. Vi er nået ved vejs ende med tålmodigheden. Nu vil vi se handling, siger Jeppe Jakobsen.

Og hvis ikke I ser handling?

- Hvis ikke vi ser handling, så skal vi ikke have en ældreminister.

- Hvis der er nogle, der lige som os mener, at vi har en ældreminister, der forsømmer sit arbejde, ja så kan vi jo ikke med god tro over for borgerne sige, at det er acceptabelt, at hun fortsætter, siger Dansk Folkepartis ældreordfører Jeppe Jakobsen. (Foto: © Thomas lekfeldt, Scanpix)

DF-ordføreren uddyber, at Thyra Franks ministerafgang både kan blive en realitet i form af, at Dansk Folkeparti aktivt selv stiller mistillidsvotum til Thyra Frank - eller at oppositionspartierne i rød blok stiller et mistillidsvotum, som Dansk Folkeparti så vælger at stemme for.

- Det er klart, at hvis vi ser en minister, som ikke - eller som nægter - at tage hånd om de meget store udfordringer, der er på ældreområdet, så kan et mistillidsvotum jo i sidste ende være noget, vi bliver nødt til at arbejde med.

Afviser kritikken

Ældreminster Thyra Frank står helt uforstående over for kritikken.

- Den undrer mig meget, for vi har faktisk skabt rigtig flotte resultater sammen. Ved finansloven for 2018 var ældreområdet netop det velfærdsområde, der fik flest penge: 2,7 milliarder kroner. Og det er jo rigtig, rigtig flot. Det er jo op til Dansk Folkeparti. Jeg vil bare sige, jeg synes virkelig vi har skabt resultater på området, så det undrer mig, siger Thyra Frank.

Det er ikke første gang, at Dansk Folkeparti er meget kritisk over for Thyra Franks indsats som ældreminister. Men det er første gang, at partiet direkte truer med aktivt at trække ministertæppet væk under hende.

Har du opbakning fra Dansk Folkepartis ledelse til at levere den her fyringstrussel mod Thyra Frank?

- Vi er enige i Dansk Folkeparti om, at en ældreminister skal passe sit arbejde. Ellers skal man lade være med at være ældreminister.

Så du har opbakning?

- Det har jeg, siger Jeppe Jakobsen.

Normalt fyrer man jo kun en minister, hvis vedkommende har gjort noget, man ikke må, for eksempel løjet eller givet forkerte oplysninger til Folketinget. Det er der jo ikke tale om her. Alligevel rasler I med en fyringstrussel. Hvorfor?

- Det er ikke grund til at spilde borgernes penge på at have en minister, som ikke har noget at lave. Derfor handler det ikke om at fyre Thyra Frank og så få en ny ældreminister. Det handler om, at vi vil have en ældreminister, som arbejder. Og ellers skal regeringen lade være med at bruge penge på at have en ældreminister i det hele taget.

Så hvis I udtrykker mistillid til hende, så er det ikke sådan, at I modsætter jer, at der kan komme en ny ældreminister?

- Hvis man ved at skifte ud i persongalleriet i stedet får en minister, der tager hånd om de her problemer, så bliver vi selvfølgelig glade i Dansk Folkeparti. Det er et kerneområde for os, og vi bliver nødt til at se en regering, der prioriterer ældreområdet.

Da folketingsåret blev skudt i gang sidste år i oktober vakte det opsigt, at der i regeringens lovkatalog over ministrenes kommende lovforslag var blankt ud for ældreminister Thyra Frank. I forvejen havde Thyra Frank været under beskydning fra ikke mindst Socialdemokratiet for ikke at bestille det helt store.

- Jeg ved ikke, om det er ministeren, der er doven, eller det bare er regeringen, der ikke har nogen ambitioner på det her område. Men Dansk Folkeparti kan vi i hvert fald ikke leve med, at der ikke er nogle ambitioner på det her område, siger Jeppe Jakobsen.

Hvis I synes Thyra Frank er så dårlig som ældreminister, hvorfor udtrykker I så ikke mistillid til hende nu?

- Nu har ældreministeren sagt, at hun har brugt lang tid til at sætte sig ind i området. Det synes vi har været tid nok nu. Så ser vi hvad det munder ud i i forhold til et arbejdsprogram. Hvis det er en tom side, så har vi én situation. Hvis det omvendt er en fyldig side med masser af tiltag, så er vi jo i godt humør. Så er der ikke grund til at skride til store handlinger lige nu, siger Jeppe Jakobsen.

Anklage om usynlighed

Dansk Folkepartis klandrer samtidig Thyra Frank for at være usynlig i den offentlige debat. Jeppe Jakobsen mener ligefrem, at det har ”skadet” de ældre i Danmark, at der er kommet et selvstændigt ældreministerium med Thyra Frank som minister.

- Der er ingen tvivl om, at det har været til skade for de ældre, at vi har fået en ældreminister, som ikke får lov til at arbejde eller ikke sætter nogen dagsorden. Der er for eksempel ikke en ældreminister, som har været inde og sige, at vi bliver nødt til at løfte opgaven med rekruttering af personale. Det kunne en stærk minister måske have gjort. Men det kan selvfølgelig også bare være fordi, at regeringen er ligeglad med området, siger Jeppe Jakobsen.

Men hvis I mener, at det ligefrem skader de ældre, at Thyra Frank er ældreminister - og nu har været det i over halvandet år - falder det så ikke tilbage på jer selv i Dansk Folkeparti, at I har holdt hånden over hende så længe?

- Om det er Thyra Frank, skal jeg ikke kunne sige. Det kan lige så godt være regeringen, der er ligeglade med ældreområdet. Nu er det så sidste chance - inden næste folketingsvalg - til at komme med tiltag på ældreområdet, fastslår Jeppe Jakobsen.

Thyra Frank undrer sig over kritikken.

- Det er en meget hård kritik, og jeg synes også at det er en meget urimelig kritik, siger Thyra Frank.

- Jeg har jo et tæt samarbejde med Jeppe Jacobsen. I dag har vi haft et møde og i morgen skal vi ud sammen til ældrerådene. Så jeg synes, der er mange ting, som vi har skabt i fællesskab, og dem er jeg stolte af, siger LA-ministeren.