DF til kamp for dansk - ønsker sproglov

Dansk Folkeparti vil komme det trængte danske sprog til undsætning. Engelsk er ved at tage overhånd - DF kommer med forslag til sproglov til efteråret

Det danske sprog skal ikke være en undertrykt tjenestepige, mener Dansk Folkepartis Søren Krarup, der er bekymret over det engelske sprogs fremmarch. Nu vil DF komme dansk til hjælp med en sproglov (Foto: DR © DR)

Det danske sprog bliver mere og mere trængt af engelsk, også hos det offentlige. Nu har Dansk Folkeparti fået nok: DF vil foreslå en sproglov, der skal tvinge danske myndigheder til at skrive på dansk, når stillinger bliver slået op.

Bannerfører for forslaget er MF'er Søren Krarup, der er dybt bekymret over det danske sprogs pressede situation:

- Det er værre end på Holbergs tid, hvor sproget som bekendt helt var på vej ud, siger Søren Krarup til Information.

Professorater kun på engelsk

Anledning til DF's aktion er en henvendelse fra en århusiansk professor, der har klaget over, at stillingsopslag ved universitetet kun var at finde på engelsk.

DR Nyheder/Politik har torsdag efterprøvet påstanden med en web-afsøgning. Den bekræfter, at stillinger på professor-niveau ved flere fakulteter kun er opslået på engelsk, både hos Århus' og Københavns Universiteter.

"Højrøvet"

Og det er ikke den eneste tendens i universitets-verdenen, der bekymrer DF's Søren Krarup: Også i videnskabelige skrifter er dansk på vej ud til fordel for engelsk.

- Hvis man er så højrøvet, at videnskabelige publikationer skal være på engelsk, må der i hvert fald være et dansk resumé, mener Søren Krarup.

Ikke en tjenestepige

Med sprogloven vil Dansk Folkeparti forpligte offentlige myndigheder og institutioner til at skrive på dansk, også ved stillingsopslag.

- Dansk skal ikke have en undertrykt tjenestepigeagtig stilling. Så nu skal vi se, hvordan vi kan skrue en lov sammen, siger Krarup.

ExternalContent

Facebook
Twitter