DF-top efter intern kritik: 'Vi er kommet til at tale lidt for meget politikersprog'

- Det er klart, at det er noget, Kristian Thulesen Dahl og resten af partiet vil gøre noget ved, siger Peter Skaarup.

- Det er den største synlige krise i forhold til vores vælgertilslutning. Sådan beskriver Peter Skaarup den nuværende situation i Dansk Folkeparti. (Foto: © Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Dansk Folkepartis vælgerkrise får nu for første gang røster i partiets bagland til at tale åbent om, hvorvidt Kristian Thulesen Dahl er manden, der kan få partiet tilbage til fordums styrke.

Det sker i en stor rundringning, som DR Nyheder har lavet til partiets byrådsmedlemmer.

På trods af at store dele af kritikken går på, at Kristian Thulesen Dahl mangler kant og skarphed, når han skal markere partiets politik, ønsker han ikke at stille op til interview. Det er i stedet partiets gruppeformand Peter Skaarup, som forholder sig til meldingerne fra baglandet.

Peter Skaarup, hvorfor er det ikke Kristian Thulesen Dahl selv, der svarer på kritikken?

- Kristian Thulesen Dahl stiller op til rigtig meget. Men jeg har som gruppeformand en opgave i at forklare, hvad Dansk Folkeparti vil og kan omkring de her ting.

Men kan det ikke virke vagt, at formanden ikke står frem og forsvarer sig selv, når kritikken går på hans person?

- Det vil han jo også i masser af tilfælde – der er masser af interviews med ham om de her ting. Men det er nu engang mit job som gruppeformand at stå på mål for de ting, der foregår i vores folketingsgruppe.

Hvad siger I til kritikken fra byrådsmedlemmerne, der savner kant og skarphed fra Kristian Thulesen Dahl?

- Det er klart, at det er noget, Kristian Thulesen Dahl og resten af partiet vil gøre noget ved. For det siger sig selv, at DF skal have klare holdninger – og det har vi også. Og i det omfang det ikke er lykkedes os at komme ud med dem, skal vi sørge for, at det sker.

I vil gøre noget ved det, siger du. Betyder det, at du erkender, at der ikke er klare nok meldinger fra ham?

- Jeg tror da nok, at vi nogle gange er kommet til at tale lidt for meget politikersprog eller teknisk sprog, fordi vi har været optagede af at nå igennem næste forhandling og få de rigtige indrømmelser. Vi har måske nogle gange glemt at komme ud over rampen med nogle fuldstændig klare budskaber.

En del af kritikken går specifikt på Kristian Thulesen Dahls facon – hans mangel på kant og klare meldinger. Hvad siger I til den kritik?

- Mit indtryk fra Kristian Thulesen Dahl fra dagligdagen – og jeg kender ham ret godt – det er, at han lige præcis har meget klare meldinger. Det kan godt være, at det ikke lige altid kommer igennem mediernes nåleøje, men han har senest markeret klart i sin grundlovstale, at Dansk Folkeparti vil ud af EU.

Du har selv været med helt fra start i Dansk Folkeparti. Er du enig i, at I igennem årene har mistet lidt af jeres kant?

- Jeg er i hvert fald enig i, at vi som parlamentarisk grundlag for regeringen blev for optagede af den daglige trummerum på Christiansborg, hvor det handlede om at nå igennem med mest mulig indflydelse. Derfor er vi nogle gange kommet til at tale lidt for meget sort snak og teknikaliteter – og det er svært for borgerne at forstå.

Så det er slut med ”sort snak”, og det er det, der skal sikre jer fremgang?

- Det er slut med teknikaliteter, hvor det for nogle borgere kan være svært at forstå. Vi skal være fuldstændig krystalklare i vores retorik og synspunkter.

Gør det ikke indtryk på dig, at dine partifæller landet over – folkevalgte DF’ere – har en anden opfattelse?

- Jo, selvfølgelig gør det indtryk. Men jeg må også sige, at det er mit indtryk, at det store flertal af vores tillidsfolk og byrådsmedlemmer elsker DF og er klar over, at vi har haft en vanskelig tid, men at vi er parate til at stå sammen og sikre nogle fantastiske valg fremover.

Er det den største krise nogensinde?

- Altså – nu er jeg så gammel i gårde, at jeg ved, at vi har haft andre kriser. Men det er nok den største krise, der er synlig for omverdenen.

Hvad tænker du som gruppeformand om, at der er så mange, der deler deres kritik offentligt nu?

- Mit indtryk er, at det store, store flertal af DF’s tillidsfolk og folkevalgte bakker op om partiet. Det synes jeg også, jeg hører dem, der er lidt kritiske, sige. De vil gerne have, at det går bedre for DF. Så jeg tager det som udtryk for en vis frustration over, at det ikke går bedre – og at vi skal have det til at gå bedre. Det er positivt, for det viser, at der er noget kampånd.

Herunder kan du se den dalende opbakning til Dansk Folkeparti - fra rekordvalget i 2015 til vælgerlussingen i 2019 og de fortsat dalende målinger - sammen med udvalgte nedslag fra dansk politik:

Hvad mener du, at jeres historiske nedgang skyldes?

- Den skyldes, at der er nogle partier, der siger, at de også vil føre en stram udlændingepolitik. Jeg synes så, Socialdemokratiet har lidt problemer med at vise, at de rent faktisk vil føre en stram udlændingepolitik. Med tiden vil det blive stadig mere synligt, at regeringen laver lempelser – og at vi ønsker stramninger.

Så når DF i den seneste Epinion ligger til blot 6,8 procent, skyldes det så, at vælgerne ikke har opdaget det?

- Det skyldes først og fremmest, at vi har haft en corona-krise, hvor Mette Frederiksen som statsminister selvfølgelig får meget stor opbakning. Det går også ud over DF.

Hvad er jeres mål for næste valg – hvad vil være et acceptabelt valgresultat?

- Vi har ikke et meget præcist mål. Vi vil gerne gå frem, for vi fik et dårligt valg sidst.

Hvad vil I gøre for at vende den historiske nedgang til en fremgang?

- Vi er lidt kedelige, for vi siger de samme ting, som vi altid har gjort: Vi skal ud af EU, vi skal stoppe islamiseringen af Danmark, og vi skal sikre, at de ældre har en ordentlig velfærd, tryghed og omsorg. Derudover skal vi også løse de udfordringer, vi har omkring klimaet. Dét punkt har vi taget mere seriøst efter folketingsvalget, fordi det var budskabet fra vælgerne.