DF-top tavs om spidskandidats kovending om skægforbud

I går bakkede DF-top op om skægforbud. Men efter tilbagetrækning af forslaget er ledelsen nu tavs.

Toppen i Dansk Folkeparti ønsker ikke længere at kommenterer på forslaget om et skægforbud. (Foto: Uffe Weng © Scanpix)

Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, vendte i går tommelfingeren opad til et forslag fremsat af Henrik Thorup, partiets spidskandidat til regionsrådsvalget i hovedstaden, om et skægforbud rettet mod læger.

Men efter at Thorup tidligere i dag trak forslaget tilbage, har det ikke været muligt at finde ud af, om toppen i Dansk Folkeparti stadig støtter tanken om et skægforbud.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, henviser til Peter Skaarup i sagen, men Skaarup er ikke interesseret i at udtale sig.

Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, der også sidder i partiets ledelse, ønsker heller ikke at kommentere på sagen.

Så sent som i går aftes var der ellers eller fuld opbakning fra Peter Skaarup til forslaget.

I et interview med Berlingske lød meldingen at "læger bør fremstå tryghedsskabende og neutrale" og, at et "religiøst betinget skæg" kan være med til at skabe utryghed blandt danske patienter. Derfor mente Peter Skaarup, at forslaget var positivt.

Debatten er gået for vidt

Men tidligere i dag trak Henrik Thorup så forslaget tilbage med begrundelsen, at debatten omkring forslaget var gået for vidt.

- Debatten er kommet helt ud af proportioner. Helt ærligt, så fik jeg nok ikke formuleret mig for fikst. Jeg orker ikke helt at fortsætte den debat. Derfor dropper jeg nu forbudstanken, siger Henrik Thorup til TV 2.

Debatten blusede op, da Henrik Thorup i et debatindlæg i Frederiksborg Amtsavis beskrev sit møde på akutmodtagelsen på Gentofte Hospital med en læge, der havde fuldskæg.

I indlægget kalder han blandt andet mødet med lægen for "chokerende" og fortæller samtidig, hvordan han opfatter det "store sorte skæg" som et udtryk for "et knæfald for muslimske traditioner".

Facebook
Twitter