DF: Udlændingeaftale står fast

Danmark skal ikke rette udlændingepolitikken ind efter embedsmænd i EU-Kommissionen. Udlændingeaftalens værn mod illegale indvandrere skal fastholdes, siger DF.

Det bliver ikke lettere at få familiesammenføring i Danmark, selvom EU-Kommissionen torsdag formentlig underkender udlændingeaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti vil nemlig ikke være med til at slække på de skrappere danske krav, siger udlændingeordfører Peter Skaarup.

- Vi står fast på udlændingeaftalen, og jeg har svært ved at forestille mig, at regeringen vil komme til os og sige, at de ikke kan overholde aftalen, siger Peter Skaarup.

Opholdsdirektivet skal ændres

Han fastslår samtidig, at Dansk Folkeparti ikke vil lade embedsmænd i Kommissionen bestemme Danmarks udlændingepolitik.

- Vi er nødt til at administrere efter udlændingeaftalen for at få hånd i hanke med, hvad der sker på udlændingeområdet. Og Kommissionen har mig bekendt givet grønt lys for indholdet i udlændingeaftalen, så det er uforståeligt, hvis de nu ændrer standpunkt, siger Peter Skaarup, der tager forbehold for, at notatet ikke er offentliggjort endnu.

Ifølge Skaarup understreger sagen, at regeringen må fortsætte arbejdet for at få ændret opholdsdirektivet. Det har indtil videre ikke båret frugt, men den forventede udmelding fra EU-Kommissionen kan måske hjælpe Danmark. Flere EU-lande ønsker nemlig ligesom Danmark mulighed lov til administrere opholdsdirektivet stramt for at undgå, at illegale personer får familiesammenføring, siger Peter Skaarup.

DF har aftalt med regeringen, at man 1. september gør status over, hvor langt regeringen er kommet med at få ændret opholdsdirektivet.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter