Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard går nu personligt imod den gruppe nordsjællandske præster, der vil aktionere til fordel for 583 afviste irakere:
- Irakerne får under ingen omstændigheder lov til at blive i Danmark. De skal hjemsendes, det ligger fast, erklærer Pia Kjærsgaard.
- Og fremfor at stikke dem blår i øjnene skal vi fortælle dem, at de nu bør gøre sig klar til at forlade landet, siger hun.
Kræver særlov som i Sverige
Det er 10 præster fra Hillerød og omegn, der lørdag 6. januar, Helligtrekongers dag, vil skabe opmærksomhed omkring 583 afviste irakiske asylsøgere. Præsterne vil dele løbesedler ud på Hillerød Torv og derefter holde forbøns-gudsthjeneste i Hillerød kirke.
Præsterne opfordrer regeringen til at følge Sveriges eksempel: Med en særlov gjorde Sverige det i 2005 muligt for 30.000 afviste asylsøgere, der trods afslaget stadig opholdt sig i Sverige, at få prøvet deres sag påny.
Den svenske særlov førte til permanent opholdstilladelse for godt 13.000 af de afviste asylsøgere, hovedsagelig fra Somalia og Irak. Flere end 4.000 af dem var børn.
Pia: Vi har dårlige erfaringer
Men Pia Kjærsgaard advarer mod at følge præsternes opfordring og eksemplet fra Sverige. Danmark har dårlige erfaringer med særlove for afviste asylsøgere, siger DF's formand.
Som konkret eksempel peger hun på, hvordan det siden er gået med en gruppe på 321 afviste palæstinensere fra Libanon. De fik i 1992 opholdstilladelse med en særlov, efter at de året før havde besat Blågårds Kirke i en opsigtsvækkende aktion.
Straf eller bøde til 42 procent
Her oplyste integrationsminister Rikke Hvilshøj i april 2005 i et notat til Dansk Folkepartis Peter Skaarup, at gruppen stadig havde store problemer 13 år efter særloven:
Ud af de 321 palæstinensere modtog 238 (74 procent) i begyndelsen af 2005 offentlig forsørgelse, og 135 (42 procent) var idømt straf eller havde fået bøde. Over halvdelen af deres børn var dømt for at have overtrådt straffeloven.
"Koncentrer jer om sognebørnene"
På den baggrund opfordrer Pia Kjærsgaard præsterne til at opgive at være talsmænd for en særlov for de 583:
- Præsterne burde koncentrere sig om deres sognebørn. Og hvis de har et så intenst ønske om at blive landspolitikere, så må de stille op til Folketinget, erklærer Dansk Folkepartis formand.