DF: Unge biltyve skal spærres inde

Indespærring og tvangsfjernelse. Det er ifølge Dansk Folkeparti løsningen over for unge biltyve under 15 år. Udmeldingen kommer, efter at Politiforbundet i går efterlyste mere konsekvens overfor unge biltyve.

Indespærring og tvangsfjernelse er løsningen over for unge biltyve, mener Dansk Folkeparti (arkivbillede) (Foto: Mogens Flindt © Scanpix)

Dansk Folkeparti vil slå hårdt ned mod unge biltyve. Indespærring og tvangsfjernelse er løsningen, mener partiet.

De unge under 15 år er under den kriminelle lavalder, men efter partiets mening skal der alligevel være mulighed for at varetægtsfængsle dem, og derefter skal de fjernes fra deres forældre.

- Når forældrene åbenbart ikke kan tage sig af det, så har vi som samfund en forpligtelse til at skride ind, siger Dansk Folkepartis retsordfører Kim Christiansen.

"Kald det opdragelseslejr"

Udmeldingen kommer efter at Politiforbundet i går efterlyste mere konsekvens overfor unge biltyve.

Dansk Folkeparti har tidligere foreslået, at den kriminelle lavalder sænkes til 12 år. Det ville give mulighed for at straffe også de helt unge.

- Det behøver ikke være med fængsel. For min skyld kan du kalde det for en opdragelseslejr, siger Kim Christiansen.