DF: Vi skal bombe civile i kampen mod IS

Det skal være slut med at være gentlemen i kampen mod Islamisk Stat, siger Søren Espersen.

Søren Espersen fra Dansk Folkeparti melder skarpt ud efter attentaterne i Paris. (Foto: Simon Skipper © Scanpix)

Den internationale koalition, som kæmper mod Islamisk Stat (IS) skal begynde at bombe civile mål - også steder, hvor der opholder sig kvinder og børn.

Sådan lyder meldingen fra Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, til TV2 efter fredagens attentater i Paris, som har kostet mindst 129 mennesker livet.

- Vi bomber ikke der, hvor der er civile, men det er vi nødt til at begynde på. IS går jo i dækning bag kvinder og børn i landsbyer og byer, og de ved, at vi som gentlemen ikke bomber. Det må have en afslutning, siger han ifølge TV2.dk.

Espersen mener, at de vestlige styrker fører krig som gentlemen, og når "gentlemen fører krig mod slyngler, så taber gentlemen".

Adspurgt direkte, om han mener, at koalitionen skal bombe steder med kvinder og børn, svarer udenrigsordføreren "ja".

Han mener, at de kvinder, der opholder sig steder, hvor IS-krigerne gemmer sig er "en del af systemet".

Over for TV2 afviser Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, Espersens udmelding med argumentet "vi er jo ikke barbarer".

/ritzau/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk