Regeringen bør afskaffe børnepengene til de rigeste danskere. Det mener formanden for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard.
Derfor vil hun i det nye år stille et ændringsforslag til næste års finanslov, så de danskere der tjener så meget, at børnepengene alligevel ikke gør en forskel, ikke længere skal modtage en check hver tredje måned.
Der er 300 millioner kroner for statskassen at spare, hvis man fratager de ti procent rigeste danskere børnepengene. Det har Arbejdernes Erhvervsråd beregnet for Ekstra Bladet.
Kan bruges andre steder
Penge der bør bruges på nogen, der faktisk har brug for det, siger Pia kjærsgaard.
- Når der er familier, der siger: Vi har ikke behov for pengene, så tror jeg, der er mange andre steder de kan gøre god gavn i det danske samfund. Og så kan jeg slet ikke forstå, at politikerne ikke bare er åbne for at sige: Lad os se på, hvordan vi får gjort det ordentligt, siger Pia Kjærsgaard.
Pia Kjærsgaard håber i første omgang på at få SF med på idéen. Formand Villy Søvndal siger i dag til Ekstra Bladet, at han gerne vil drøfte det i regeringen.