DF vil blokere for afskaffelse af værnepligt

Dansk Folkeparti vil ikke af med værnepligten. - Vi kender ikke fremtiden, siger partiets forsvarsordfører.

Dansk Folkeparti vil ikke af med værnepligten. - Vi kender ikke fremtiden, siger partiets forsvarsordfører.

Dansk Folkeparti vil under ingen omstændigheder være med til at afskaffe værnepligten.

Det fastslår partiets forsvarsordfører Maria Krarup overfor Ritzau.

/Nyheder/Baggrund/2012/10/08/085956.htm/Nyheder/Baggrund/2012/10/08/085956.htmDIN MENING: Skal værnepligten afskaffes?

Dermed står det klart, at partiet blokerer for, at der kan laves en bred aftale om at afskaffe værnepligten, med samtlige partier bag det nuværende forsvarsforlig, som omfatter samtlige partier i Folketinget minus Enhedslisten.

- Vi mener at værnepligten udgør et godt rekrutteringsgrundlag for forsvaret, og det sikrer en god sammenhæng mellem forsvaret og samfundet. Endelig giver det fleksibilitet i forhold til at kunne skrue op og ned for indtaget i fremtiden.

Håber ikke vi får brug for soldater

- Jeg håber, at vi ikke får brug for en masse soldater i fremtiden, men vi kender ikke fremtiden, og hvis vi pludselig får brug for flere soldater, så er det nemt at skrue op, når man har en værnepligt, siger Maria Krarup.

Rent teknisk kan man kun gøre værnepligten til fortid ved at ændre i grundloven, hvilket er kompliceret. Derfor taler regeringen i stedet om at "suspendere" den. Hvis man vælger at suspendere værnepligten, så bliver det nærmest umuligt at genindføre den, mener Maria Krarup.

- Det ville kræve en accept i befolkningen. Det er ligesom når man for eksempel har indført SU, så kan man ikke bare fjerne det igen. Så har folk vænnet sig til det. Det er meget, meget svært, siger hun.

Del af regeringsgrundlag

Regeringen vil mandag fremlægge et forslag om at afskaffe værnepligten. Det sker som en del af et samlet forsvarsudspil, hvor der sammenlagt skal spares 2,7 milliarder kroner, erfarer TV2 søndag aften.

Selv om Dansk Folkeparti ikke vil afskaffe værnepligten, så vil partiet gerne være med til at finde besparelser på forsvaret. Det skal dog ikke ske ved at lukke kaserner eller ved at skære ned på forsvarets materiel.

- 2,7 milliarder kroner, det lyder meget voldsomt, men vi har sagt ja til at spare 2,36 milliarder. Vi sparer jo en del penge på tilbagetrækningen fra Afghanistan. Så må vi håbe, at vi kan finde resten gennem effektiviseringer og rationaliseringer og så videre, siger Maria Krarup.

Afskaffelsen af værnepligten er et element i regeringsgrundlaget.

/ritzau/

Facebook
Twitter